B I O G R A F I

Jørgen Stangegård
Hedningestræde 5
3700 Rønne
Telf. 5695 1466

Jeg er født den 27. december 1933 som ældste barn af ejendomsinspektør Erik Stangegård og Henny Elisabeth Kyhn Hansen.
Jeg har to søskende, Finn Stangegård, der er født i 1939 og Bente Rothe Hansen, der er født i 1946.

Jeg er født i Ll.Madsesgade i Rønne, men vi flyttede hurtigt til en nybygget villa “Rotna” på Åkirkebyvej, hvor vi boede nogle år indtil vi grundet konjunkturerne sidst i tredverne måtte flytte til et lejet hus i Laksegade.Her boede vi i et par år inden vi flyttede til et nyt hus på Fabriksvej, hvor vi boede indtil far blev inspektør i Hafniahus i 1945. Her havde han sit virke indtil han blev invalideret ved en trafikulykke i 1974. Far og mor blev boende i tjenesteboligen , far indtil hans død i 1981 og mor indtil hun døde i 1986.

Min skolegang startede på vestre skole i 1940, herefter Østre skole indtil jeg i 1946 startede på statsskolen, hvorfra jeg i 1951 tog realeksamen.

Min morfar havde bagerforretning lige overfor vor lejlighed i Hafniahus. Det var derfor naturligt, at jeg tjente til mine lommepenge ved at hjælpe morfar med byærinder, gård- og gadefejning samt brændekløvning m.v.
Senere fik jeg også job på Margarinefabrikken i Møllegade.

Jeg gik på søndagsskole i Emaus for at glæde min morfar, og var også i nogle år medlem af FDF, hvor både far og mor var aktive.
Min største interesse i min ungdom var dog fodbold, som jeg dyrkede i Rønne Boldklub (RB) i årene fra først i fyrrene indtil jeg i 1955 flyttede fra øen. RB blev i 1957 slået sammen med B 1910 til det vi nu kender som RIK.

Umiddelbart efter realeksamen i 1951 blev jeg ansat på Bornholms Revisionskontor hos statsaut. revisor E.J. Wøldike Nielsen.
Jeg blev revisorassistent i 1954 og fortsatte på kontoret indtil jeg i maj 1955 blev indkaldt som soldat i Intendanturkorpset på Nr. Utrup Kaserne nord for Ålborg. Efter rekruttiden gik turen til Kastellet i København, hvor korpset havde sin skole.
Som korporal gjorde jeg tjeneste ved Livgarden på Gothersgade – tilbage på sergentskole –
herefter tjeneste på Østerbrogades kaserne på lønningskontoret – tilbage på løjtnantsskole –
herefter tjeneste som regnskabsfører i Sandholmlejren hos Livgarden.
Jeg tog frivillig tjeneste ved intendanturkorpset og havde ansøgt om optagelse på officersskolen, da min gamle chef på revisionskontoret tilbød mig ansættelse som hovedbogholder med virkning fra 1. september 1957 i Dampskibsselskabet paa Bornholm af 1866, kaldet “66”- selskabet .

I mellemtiden var jeg i 1956 blevet gift med Greta, som var min kæreste fra det sidste år på statsskolen.
Vi boede i København på Roskildevej, meget betegnende i en villa ved navn ABC på loftet i et lille værelse uden eget køkken og bad.
I 1957 fik vi vort første barn, Susanne, der blev født på Bornholm hos sin morfar, Axel Mauritsen “Kiosken” og hans kone Ella “Ellas Konditori”.
Med kommunes hjælp fik vi en lejlighed på Ruskær i Rødovre i et helt nyt ejendomskompleks.
Så kom tilbudet om en stilling på Bornholm..
side 2.

Det var for fristende, så vi rejste til Bornholm få måneder efter vi var flyttet ind i vort første rigtige hjem.
Min farmor, hvis hus på Borgm. Nielsensvej havde fået en fuldtræffer under bombardementet, havde fået tildelt et af de svenske træhuse, som blev opført umiddelbart efter krigen. Det ligger på Ystadvej 12, men var på grund af farmors indlæggelse på plejehjem ubenyttet , da vi kom til Bornholm.
Det lejede vi indtil vi i 1961 kunne flytte ind i vort eget nybyggede hus på Smallesund 101.
Vort andet barn, Per, blev født hjemme på Ystadvej i 1958. Vort tredje barn , Morten; blev født på sygehuset (tiderne skifter) i 1964.
I 1971 var huset blevet for lille, og da der på den anden side af vejen blev en grund til salg på nr. 102 købte vi den og byggede et nyt hus, der kunne rumme de efterhånden store børn.
Her boede vi, mens børnene var hjemmeboende, hvorefter vi i slutningen af 1987 flyttede til “byen” – det kommer jeg tilbage til.

Min ansættelse i “66”-selskabet i 1957 skal ses i sammenhæng med, at revisor Wøldike
blev ansat som direktør for selskabet med virkning fra 1958, og i den anledning foretog visse organisationsændringer.
Selskabet havde hovedkontor ovenpå sparekassen på St. Torv i forbindelse med direktionsboligen.
Her blev efterhånden for trangt og i 1966 kunne vi flytte ned på havnen i selskabets nye administrations- og terminalbygning.

I 1968 fik selskabet ny direktør, T.Wolden-Ræthinge, som ændrede organisationen, hvorefter jeg blev udnævt til kontorchef og souchef for virksomheden, hvilket ansvarsområde jeg stort set har bibeholdt til min pensionering i 1996.
I de efterfølgende år skete der store ændringer i og med virksomheden.
Det gamle selskab var ikke helt fulgt med udviklingen, der kvævede nye transportformer og nye skibstyper. Selskabet havde i 1962 fået konkurrence af et nystartet bornholmsk færgerederi, der indsatte en færge til bl.a. lastbiltransport.
Behovet herfor var større end “66” havde forudset og medførte da også en udskiftning af bestyrelse og direktør,selvom “66” hurtigt fik bygget en ny færge i 1965, der skulle tage konkurrencen op.
Det nye rederi havde ikke kapitalgrundlag til at fortsætte og måtte lukke, men behovet for nye færger var forsat tilstede og det hæderkronede gamle selskab fra 1866 måtte efterhånden erkende, at man ikke kunne klare yderligere investeringer uden hjælp fra staten.
Efter lange besværlige men også meget spændende forhandlinger, som også jeg deltog i,
blev man enige om, at staten med virkning fra 1973 skulle overtage “66”-selskabets virksomhed med skibe, bygninger og anlæg samt hele personalet, der blev tilbudt ansættelse på samme vilkår som hidtil.
Staten overtog samtidig selskabets forpligtelser overfor den i 1901 oprettede pensionskasse, som imidlertid blev lukket for tilgang af nye medlemmer.
Det nye rederi fik navnet “BornholmsTrafikken”

Der var således ikke ansat egentlige tjenestemænd i rederiet og de gamle overenskomster, som var baseret på rederiforeningens overenskomster, har med visse tilpasninger været gældende til skrivende stund i år 2000.
I 1962 blev der, for at fritage Bornholm for generne ved en generalstrejke, indgået aftaler om,
at overenskomstfornyelser for selskabet kunne indgås efter hovedforhandlingerne, men med garanti for, at selskabets medarbejdere fik lønningerne reguleret tilsvarende.
Navnlig arbejdstidsreglerne, hvorefter skibenes mandskab kan have fri ombord uden tidsberegning, er afvigende i forhold til statens regler.
Dette forhold har da også medført, at der af Trafikministeren blev nedsat et udvalg, hvor jeg var formand, der skulle undersøge mulighederne for tjenestemandsansættelse.
Beregninger viste, at ansættelser på tjenestemandsvilkår ville påføre virksomheden en årlig merudgift på ikke under 10 mio. kr. (1990 niveau), og har derfor ikke været aktuel.

BornholmsTrafikken blev oprettet som statsvirksomhed med sin egen § på finansloven, men med DSB som departement og med DSB`s generaldirektør som formand.
Man fik bevilling til at bygge 2 nye store færger til afløsning af de gamle ruteskibe, som kun kunne medtage få personbiler men ingen lastbiler.
De nye færger blev leveret i 1978 og 1979 og indgik herefter i driften sammen med den i 1965 byggede mindre færge “Hammershus”. De nye færger fik navnene “Poul Anker” og “Jens Kofoed”.

I 1987 blev N.V. Rask ny direktør for BornholmsTrafikken. Han kom fra en stilling som direktør for Øresundsbådene og havde tidligere været ansat i DSB, som også havde ham som repræsentant i BornholmsTrafikkens bestyrelse.
BornholmsTrafikkens organisation blev igen ændret, hvorefter selskabets ledelse bestod
af en økonomi- og administrationsfunktion, som jeg blev chef for, samt en produktionsfunktion, en salgs- og marketingfunktion, og en cateringfunktion.
Den gamle “Hammershus” trængte voldsomt til at blive udskiftet med en større nyere færge, men det kneb med bevillingerne, og først efter at man i 1989 havde fået langrutestatus og kunne åbne for yderligere toldfrit salg på Ystadruten, blev der økonomisk baggrund for at skaffe ny tonnage.
Dette var svært, fordi der var ganske få egnede skibe på markedet. Først i 1991 lykkedes det af chartre en færge, der fik navnet “Peder Olsen”, hvorefter “Hammershus kunne afhændes.
Selskabets skibe havde traditionelt haft navne efter bornholmske lokaliteter, men er nu alle navngivet efter bornholmske frihedshelte fra 1600 tallet.

I 1996 fik jeg efter 39 års ansættelse i rederiet bevilget førtidspension fra selskabets pensionskasse og blev samtidig ansat som forretningsfører for kassen med den nødvendige bistand fra selskabets økonomifunktion,
Jeg bevarer dermed en vis tilknytning til virksomheden, som jeg efter de mange års spændende oplevelser næsten betragter som min egen.

Af tillidshverv med tilknytning til rederiet kan jeg nævne, at jeg i årene 1968 til 1979 var medlem af bestyrelsen for Bornholms Fragtrute, og i årene 1993 til 1996 af bestyrelsen for A/B Carl Gram, som er rederiets agent i Ystad.
I 1985 opnåede jeg den ære at blive ridder af Dannebrogsordenen og var i den anledning i audiens hos dronniing Margrethe.

I slutningen af 1987 flyttede vi til den gamle by i Rønne.
Vort hus på Smallesund var blevet for stort og vi trængte til luftforandring.
Tanken om at flytte opstod, da vi fik mulighed for at købe et sommerhus i Stampen med en dejlig beliggenhed tæt ved stranden.
I løbet af kort tid lykkedes det os at få solgt det gamle hus, købe sommerhuset og finde et lille bindigsværkshus fra 1800 tallet. Huset var nyrenoveret og lige til at flytte ind i.
Det var en god beslutning. Vi kan nu nyde vort otium om vinteren med kort afstand til vore daglige gøremål og om sommeren i fri natur kun 4 km fra Rønne.

Det stillesiddende arbejde på et kontor har for mig betydet, at jeg i fritiden har haft behov for fysisk udfoldelse.
Ved tilbagekomsten til Bornholm i 1957 begyndte jeg derfor igen at spille fodbold indtil jeg, da alderen begyndte at trykke, gik over til badminton og tennis, som jeg i år 2000 stadig nyder på motionsplan sammen med min kone og gode venner.
De senere år er jeg også begyndt at spille golf, navnlig efter 1996, hvor jeg fik bedre tid.
Jeg har en medfødt evne som den lille håndværker og har haft stor fornøjelse af at reparere og bygge på såvel egne som børnenes huse gennem årene.
Som pensionist har jeg fået mere tid til at nusse om vort gamle hus og sommerhuset.

I 1962 blev jeg medlem af Round Table, hvor jeg nød samværet med kammeraterne indtil jeg efter reglerne måtte udtræde som 40 årig i 1973
Mange af kammeraterne i Round Table er siden blevet mine og Greta`s rigtig gode venner og i 1979 tog jeg sammen med et par af dem initiativet til at starte en klub bestående af 9 ældre medlemmer. Klubben fik navnet “De halvrådne Vikinger” og har nu i år 2000 stadig 8 medlemmer, hvortil kommer vore koner ved festlige lejligheder.
Vi mødes fast en gang om måneden, bortset fra sommerferien, og møderne følger i princippet den gamle dagsorden med mottoet Adapt – Adopt – Improve.
Jeg har i hele perioden været formand for klubben

I en længere periode har jeg været revisor for RIK og er idag revisor for klubbens støtteforening “Bagstopperne”
Jeg har siden 1997 været udpeget som lægdommer for boligretten og har været medlem af huslejenævnet i Rønne siden 1998.
I golfklubben er jeg medlem af matchudvalget for seniorer og af matchudvalget for veteraner i de tre bornholmske golfklubber.
Som forretningsfører i Pensionskassen for Funktionærer i BornholmsTrafikken , som jeg selv er medlem af, er jeg ved udgangen af år 2000 ved at udarbejde bidrag til pensionskassens jubilæumsskrift. Den 29. marts 2001 fylder pensionsksssen 100 år.
Pensionskassen har ved udgangen af år 2000 ialt 60 medlemmer, hvoraf kun een er tjenstgørende.

Som pensionister nyder Greta og jeg vor frihed til at rejse, når vi har lyst.
Vi har alle vore børn og børnebørn boende i København, hvortil vi ofte rejser, når familien samles, eller når der er brug for os.
Som led i mit arbejde foretog jeg flere rejser til bl.a. Frankrig, England og Finland i forbindelse med færgekøb og faglige messer.
Da vor søn Per har haft bopæl i Frankrig, Fillippinerne, og Holland, er rejserne naturligt gået til disse lande.
Vi har også haft stor glæde af rejser til bl.a. Thailand, Bangkok, Caribien, Bali og Afrika, herunder en safari i Kenya.

Efter et aktivt erhvervsliv med arbejdstider langt ud over det normale og med alt for lidt tid til kone, børn og familie, er det et privilegium som pensionist at have helbred til, og tid til at være mere sammen med familien og de mange gode venner, vi har fået gennem årene.
At det så også er lykkedes at få kone og børn til at interessere sig for golfsporten, gør jo ikke livet mindre værd at leve.

Rønne, den 23. november år 2000.