Skrevet af N. Chr. Stangegård, 1943

Vi âga te Alminjs enj Sommardâ,
for der e’d så hæjllut å varra!
Vi slæppa vort Arbaj i Stajl å Lâ
vor Sajs å vor Plâu å vor Harra.
Kom, Moer, me din fyilda Mâdakorr,
nu spænjer jâ di brune Øjen for!

Vi âga te Alminjs i Solsjinsvær!
Di brune di vajta me Rompan,
å når vi hâr rajt inj te Jomfruhjær,
så højla vi nera ver Pompan,
ja ætte Næzepozzani lajnta, di,
di ved nok, der e ræjti Kiærna i!

Vi âga te Alminjs, vor goa Skâu,
der liggjer, som Rømer hâr lajt’inj.
Men forrinj vi spiza, må vi vel âu
en Tur op te Rytaraknajtinj,
når Kongaminjed vi te Tops hâr nâd,
så gjyza vi, for vi bler svingla å’d!

Vi âga te Alminjs, å unje Træn
der bler vi om Jartad, så lætta,
forgjæddia vort Trøbbel å føla Glæn
ver Lived – sæl om vi bler trætta ……
– Nu taja Fâulana å gå te Ro,
å bâg om Segen sækkjar Soln, kantro!

Vi âga frå Alminjen jemm ijæn,
mæns Månanj hanj tænner sin Lâmpa.
På Bokkinj jâ blunjar et Grân nok hæn,
di brune så vajkjænda trâmpa.
Å nu e Klokkan bled hal-tâl pånå,
vor Alminjstur e slut. – Spænj Øjen frå!

N. Chr, Stangegård, 1943..