Fra: BORNHOLMS HISTORISKE SAMFUND

På følgende side kan du læse en af de mange spændende artikler i den seneste udgave af Bornholmske Samlinger (2000)

Bornholmsk udvandring 1868-1904
Af Henning Bender

På en flad mark uden for Ephraim i Sanpete County i det centrale Utah, henved 200 km. syd for Salt Lake City, ligger den gamle “Ephraim Pioneer Cemetery”. Gravstenene er fra 1800-tallet, og blandt de ældste finder man en grå sandstensstele med følgende indskrift:

MARTIN

PEDERSEN

KUHRE

Born at Rønne,

Bornholm

DENMARK

Sept 15. 1838

Killed by

INDIANS

At Ephraim

Oct 17. 1865

An honest upright

Landid man

Martin Pedersen Kuhre var én af 5, der blev dræbt ved denne lejlighed, men både han og mange andre, der mistede livet i sammenstød med høvding Black Hawk i årene 1865-67, bar danske efternavne. De danske bosættelser findes først og fremmest i Sanpete County, der dengang var den yderste front mod “ødemarken”. Stridighederne skyldtes naturligvis, at de danske landmænd fortrængte indianerne fra deres land, og at indvandrerne ikke fik støtte fra den amerikanske regering og militær, der så med allerstørste uvilje på “mormonstaten”.

Når man således finder mange danskere så tidligt og så fjernt fra hjemlandet, skyldes det, at mormonudvandringen i 1850’erne og 1860’erne var relativt set stærkere fra Danmark end fra noget andet land. København, Aalborg og Bornholm (Amager juni 1851) var de første steder i Europa uden for Storbritannien, der fik besøg af mormonmissionærer – og der var derfor bornholmere med, da den første gruppe omvendte tog til Utah i december 1852. Afrejsen blev begyndelsen til en mere omfattende og organiseret dansk udvandring; det følgende handler herom, og om hvorledes udvandringsbølgen kan måles på Bornholm fra sommeren 1868.

Udvandringen fra Øen var naturligvis kun en ganske lille del af den store udvandring fra Europa til Nordamerika i slutningen af 1800-tallet, men for det daværende Danmarks vedkommende var Bornholm det amt, der havde det største antal udvandrere i forhold til befolkningstallet. Det prægede befolkningsudviklingen på Øen. Den havde ellers i årene 1801-1880 fulgt takten for resten af landet (fra I til 2 millioner) med en fordobling af befolkningstallet fra ca. 20.000 til 40.000 indbyggere. Men efter ca. 1900 gik befolkningsudviklingen på Bornholm langsomt i stå på tal mellem 40.- og 50.000, hvorimod resten af landet fordoblede sit indbyggertal (2 1/2 – 5 millioner) i 1900-tallet.

Når udvandringen ikke lige straks medførte befolkningstilbagegang, skyldtes det, at “hullet” delvist blev udfyldt af skånske indvandrere i størrelsesordenen 2-3.000. Men totalt set blev udvandringen fra Bornholm før århundredskiftet indledningen til en befolkningsmæssig stagnation, der siden har præget Øens udvikling og historie.

Udvandringen udgør således et væsentligt element i Bornholms historie, og det er grunden til, at der i de senere år er udarbejdet et omfattende – og på landsplan enestående – navneregister over alle disse bortrejste bornholmere. Seddelregistret findes på Bornholms Centralbiblioteks Lokalsamling og supplerer Københavns politis Udvandrerlister med oplysninger fra en lang række andre kilder, herunder slægtsbøger. Hvad jeg kunne bidrage med, da jeg den 14. april 1999 holdt foredrag om de bornholmske udvandrere på Biblioteket i Rønne, var derfor kun en supplerende præsentation af, hvordan man finder udvandrerne på Internettet og et forsøg på at beskrive den bornholmske udvandring set i forhold til resten af Danmark. Jeg fortalte om den danske udvandrerdatabase og de særtræk, der gælder for den bornholmske udvandring, når det gælder udvandrernes alder, familieforhold, erhverv og bosættelsesområder i USA. Det er det foredrag, jeg her sammenfatter i en artikel, som jeg håber kan blive et supplerende hjælpemiddel for slægts- og lokalforskere og kan danne grundlag for et videre samarbejde med Bornholms Forskningscenter om årsagerne til og sammenhængene i den bornholmske udvandring.

Kilderne til bornholmsk udvandring

De almindelige slægts- og befolkningsmæssige kilder, folketællinger og kirkebøger m.m. rækker ikke langt, når det gælder oplysninger om udvandringens samlede omfang og de personer, der udvandrede. Disse kilder og de tilsvarende befolkningsregistre på ankomststederne kan kun benyttes til supplerende oplysninger. De eneste kilder, der samlet kan fortælle om udvandringen fra et bestemt lokalområde, som eksempelvis Bornholm, er de passager- og billetlister for oversøiske udvandrere, der er bevarede. Det gælder de fuldstændige amerikanske ankomstlister og de langt mere spredte europæiske afgangslister.

De amerikanske ankomstlister eller den forvandlede jomfru

De amerikanske ankomstlister optegner alle ankomne skibe til USA’s østkysthavne fra og med 1820. Det blev til mere end 40 millioner personindførelser, og listerne indeholder derfor også – i det mindste i princippet – alle indvandrede bornholmere. De er bare svære at finde! Dels findes der kun spredte registre til det vældige materiale, dels angiver listerne før år 1900 kun oprindelseslandet. Og ikke engang dét kan man være sikker på er rigtigt!

Den 8. juli 1869 købte Jomfru Hansine Hansen fra Rønne iflg. de københavnske udvandrerlister sin billet til New York. Jomfruen var 28 år og havde indtil da boet på Bornholm. Hendes rejse via Liverpool på det britiske skib SIS Minnesota gik godt, bortset fra at Jomfru Hansen ved ankomsten til New York den 28. juli 1869 ikke alene blev noteret som tysk arbejder, men var blevet en mand!

Hun var langt fra ene om denne forvandling på Atlanterhavet i juli måned 1869. Af skibets 1139 passagerer registreres 60 som amerikanere, 416 som briter og 664 som tyskere, men nærmere undersøgt viser det sig, at kun 34 af skibets passagerer kom fra Tyskland.Resten, altså 630 “tyskere”, var i virkeligheden 316 danskere, 292 svenskere, 19 nordmænd og 3 slesvigere, og mere end 10% af disse fik forkert køn! Alt endte på sin rette plads, for ved ankomsten til Salt Lake City den 8. august 1869 blev både navne, nationaliteter og køn ført tilbage til, hvad de var ved afgangen fra København en måned tidligere. Tilsvarende fejlregistreringer optræder på skib efter skib fra Liverpool til New York og betyder, for de år jeg har nået at undersøge (1869-73), at op imod 20.000 danskere registreredes som tyske ved ankomsten til New York. De amerikanske ankomstlister er ikke den sikre kilde til at finde sine europæiske rødder, som i hvert fald amerikanske slægtsforskere stadig tror de er. Det hjælper således ikke, at man leder i ankomstlisterne efter en oldemor fra Bomholm, når hun i listerne optræder som mandlig tysk arbejder.

Europæisk afgangsmateriale

Desværre er materialet fra de fleste større europæiske afgangshavne forsvundet. Bremen og Bremerhaven var med 7,2 millioner udvandrere den største udskibningshavn på det europæiske fastland, men udførlige afgangslister fra og med 1832 blev kasseret omkring år 1900, mens resten blev delvist Ødelagt under krigen. Antallet af udvandrere via Liverpool nærmer sig formentlig 20 millioner og gør byen til den vigtigste europæiske afgangshavn overhovedet. Men man ved det ikke med sikkerhed. Britiske passagerer blev først registreret fra 1890, mens fremmede måtte vente til 1923! Hertil kommer velbevarede afgangslister fra Sverige og Norge fra og med 1869, men de er ikke relevante i dansk eller bornholmsk sammenhæng.

For dansk udvandring er Hamburglisterne 1850-1934, der indeholder ca. 5 millioner udvandrere, langt de vigtigste. Materialet indeholder både oplysninger om passagererne på de direkte oversøiske skibsafgange fra Hamburg samt de indirekte udvandrere via Hamburg, der rejste fra andre europæiske havne – særligt ad ruten Hamburg-Hull-Liverpool. Desværre kan Hamburgmaterialet kun benyttes manuelt med nødtørftige navneregistre, men arbejdet med en database er nu startet. Selv efter udarbejdelsen af denne database vil bornholmere være svære at finde, da de danske lokalitetsangivelser er temmeligt grovmaskede i Hamburglisterne. Men bornholmske udvandrere kan identificeres ind imellem, også for den ellers helt ukendte periode i dansk udvandring, der omfatter årene 1850-1868. For tiden efter 1868 er der et betydeligt antal danske udvandrere, også bornholmere, der først købte deres billetter i Hamburg. Disse udvandrere er ikke registreret som udvandrere i de danske politiprotokoller, der kun omfatter de udvandrere, der købte billet i Danmark fra og med 24.maj 1868 og frem til slutningen af 1930’eme.

De københavnske Politiprotokoller

Efter en række skandaler hvor godtroende udvandrere lod sig bondefange af danske rejseagenter, vedtog Den danske Rigsdag den I. maj 1868 en strikt kontrollovgivning. Loven var inspireret af regelsættet i Hamburg fra 1850 og fulgtes i 1869 af lignende regler for Sveriges og Norges vedkommende. Iflg. den danske lov skulle Københavns politidirektør godkende og kontrollere alle udvandringsagenter i Danmark og autorisere samtlige danske oversøiske billetudstedelser. Det skulle ske, hvad enten rejsen foregik direkte fra København til USA eller indirekte via anden europæisk havn. Grundstammen i materialet, der desuden indeholder skibssyn, proviantlister, rejseberetninger og passagerlister for alle passagerskibe, der udgik fra København i oversøisk fart, er en række protokoller, hvori oplysningerne fra samtlige danske oversøiske billetudstedelser er kopieret. Det blev til 90 tykke bind, hvor hver enkelt udvandrer – dansk såvel som udlænding – er opført efter ensartede kriterier. Når protokollerne alligevel er meget tidsrøvende at benytte manuelt, skyldes det, at der er tale om hele to protokolrækker – den direkte og den indirekte – der år for år opfører udvandrerne grovalfabetisk efter begyndelsesbogstavet i efternavnet.

Den danske Udvandrerdatabase

Materialets homogene natur gør det oplagt at kode maskinelt. Det blev første gang gjort i Edb-alderens barndom af Kristian Hvidt, men desværre uden person- eller stednavne og kun for danske udvandreres vedkommende. Da personnavnene er betingelsen, både for at besvare slægtshistoriske forespørgsler og for at kunne sammenligne oplysningerne, person for person, med de amerikanske ankomstlister og svenske og tyske afgangslister, begyndte Det danske Udvandrerarkiv i 1990 en inddatering af alle oplysninger for samtlige udvandrere. Til dato har vi nået perioden 24. maj 1868 til 31. december 1904 omfattende 308.792 udvandrere. Af disse har 184.646 personer sidste bopæl i Danmark. 74.083 har sidste bopæl i Sverige, mens resten – 50.060 – har sidste opholdssted i andre lande. For de 29.448, der har sidste opholdssted i USA, gælder dog, at det i reglen drejer sig om personer, der allerede er rejst fra Danmark én gang. Senere vender de tilbage, ofte for at hente familien – kone og børn. Alle noteres herefter ved afrejsen med USA som sidste hjemsted. Alene for Bornholm drejer det sig 1900-1904 om 191 personer, der har sidste opholdssted i USA, men som er født på Bornholm. For hver enkelt udvandrer medtager databasen de 13 mulige grundoplysninger fra protokollerne: efternavn; fornavn; beskæftigelse; familiestatus; alder; fødested (først fra 1899); sidste opholdssted (kun detaljeret for danske udvandrere); agentens navn; billettens nummer; billettens registreringsdato; skibsnavn (dog kun ved direkte afgange fra København); bestemmelsessted (land, stat, by) og evt. annullering af billet. Hertil føjes så 11 hjælpekoder pr. udvandrer, for at sikre hensigtsmæssige søgemuligheder, og alt i alt betyder det, at der for første gang er en reel mulighed for at høste det fulde udbytte af denne hovedkilde til dansk udvandring.

Hvor fuldstændig er databasen?

Sammenligner man de danske udvandrerlister med de amerikanske ankomstlister, er oplysningerne i de danske før år 1900 langt mere fuldstændige og korrekte end i de amerikanske, når det gælder den enkelte udvandrer. Der findes således et stort antal udvandrere fra de danske lister, der er registreret under forkert nationalitet, køn og navn i de amerikanske. Til gengæld findes der også danske indvandrere, der er nævnt i de amerikanske lister uden at være nævnt i de danske. En hel del af disse udvandrere findes til gengæld i Hamburglisterne, der visse år har op imod 20% danske udvandrere, der ikke er nævnt i de danske lister og derfor heller ikke forekommer i databasen. Det drejer sig om danske udvandrere, der først købte deres billet, når de nåede til Hamburg, og som derfor ikke er registrerede som billetkøbere i Danmark. Ganske vist er der, målt over hele perioden, nogenlunde lige mange danske, der rejser fra Danmark og ankommer til USA, men tallene dækker ikke nødvendigvis de samme personer. Der er snarere tale om, at to modsatrettede fejl udjævner hinanden. På den ene side mangler de danske afgangslister op imod 20% af udvandrerne, nemlig de danskere der ikke købte billet i Danmark – mens de amerikanske ankomstlister på den anden side taber op imod 20% af de ankomne danskere p.g.a. fejlregistreringen. Korrigeres de amerikanske ankomstlister og medtages hamburglisteme, skal de danske udvandrertal forhøjes med op imod 20 % visse år.

“Ottawas” afgang som første dampdrevne Amerikanerbåd fra København til New York i 1866 blev fejret i København. Ved ankomsten til New York viste det sig, at ingen af de ting, der var blevet lovet udvandrerne, blev overholdt. Det gav anledning til en lovgivning, der fra foråret 1868 sikrede udvandrerne en fair behandling. Det var politiets kontrolarbejde hermed, der har medført, at vi har udvandredatabasen fra 1868 og fremefter. Farvelagt litografi på Det danske Udvandrerarkiv.

Hertil kommer at der, ud over Københavns politis udvandrerprotokoller, kendes yderligere to danske lister: Vejle- og mormonlisterne. “Vejlelisterne” – der aldrig blev indleveret til Københavns Politi fra et rejseagentur i Vejle – rummer for perioden 1882-1887 i alt 4.109 udvandrere (hvoraf 3 fra Bornholm), mens politiets særlige registrering af mormonudvandrere 1872-1894″ omfatter 7.780 danske mormoner, hvoraf 150 kom fra Bornholm.

Dansk Udvandring 1868-1904

Hvis vi skal bedømme dansk udvandring i årene 1868-1904, må vi derfor erkende, at de oversøiske ankomstlister er mangelfulde, og at de danske lister kun fortæller om de udvandrere, der købte billet af danske udvandringsagenter. De nøjagtige udvandringstal kendes derfor ikke, bortset fra at det kan siges, at der er tale om minimumstal, der muligvis skal forhøjes med op imod 20% visse år. Disse minimumstal giver følgende fordeling på landets amter på grundlag af udvandrernes sidste opholdssted inden afrejsen med procenter beregnet i forhold til det gennemsnitlige befolkningstal i folketællingerne 1870-1901:

Amt Database
1868-1904 Mormonlister
1872-94 Vejlelister
1882-87 % af folketal
1870-1901
Bomholms amt 5.684 150 3 15,07 %
Maribo amt 14,250 115 17 14,30 %
Hjørring amt 13.763 560 398 12,87 %
Aalborg amt 10.885 1.754 283 11,52 %
Vejle amt 10.797 297 2.013 11,20 %
Præstesø amt 10.601 140 4 10,48 %
Thisted amt 6.583 159 86 9,36 %
København amt/by 40.171 1.709 66 9,36 %
Svendborg amt 11.1075 52 205 9,11 %
Århus amt 13.108 1.349 366 9,01 %
Sorø amt 914 394 – 8,03 %
Ribe amt 6.207 72 275 7,64 %
Holbæk amt 6.209 115 2 6,56 %
Odense amt 9.088 132 99 6,40 %
Randers amt 4.961 450 45 4,76 %
Ringkøbing amt 3.470 103 116 3,65 %
Frederiksborg amt 2.852 147 127 3,07 %
Viborg amt 2.852 147 127 3,07 %
Danmark 179.531 7.780 4.109 8,65 %

Bornholms amt har den mest intensive udvandring i Danmark, tæt fulgt af Maribo amt (d.v.s. Lolland-Falster), Hjørring og Aalborg amter (d.v.s. Nordjylland – særligt de nordlige og østlige dele). Hertil kommer Vejle amt, hvor udvandringen særligt knytter sig til området mellem Horsens og Vejle fjord. Præstø amt (særligt Møn og Susåområdet); Thisted amt, hvor udvandringen særligt gælder sognene ved Sallingsund. Endelig koncentrerer udvandringen fra Svendborg amt sig til Langeland – med Sydlangeland som det stærkeste udvandringsområde i Danmark overhovedet. Også Københavns amt/by er et relativt stærkt udvandringsområde, men det skyldes næppe, at udvandrerne er født her. Udvandringen herfra er snarere en følge af den kraftige indvandring fra resten af landet til Hovedstaden disse år. At det forholder sig sådan kan konstateres, da der efter år 1899 både er oplysninger om fødested og sidste hjemsted i Udvandrerprotokollerne. Det viser sig så, at op imod halvdelen af alle udvandrere med sidste hjemsted i København er født i andre dele af landet. For Bornholm er det mere neutralt. I årene 1900-1904 er 100 udvandrere født på Bornholm, men har sidste hjemsted i andre dele af landet (særligt København med 50) – mens der i samme periode er 94 udvandrere, der har sidste hjemsted på Bornholm, men som er født andre steder – særligt i Skåne med 44. Vandringerne i denne periode foregår fra Sydsverige til Bornholm, fra Bornholm til København og fra Bornholm og/eller København til USA.

Mens udvandringen fra Bornholm med 15% af befolkningen relativt set er 5 gange stærkere end de 3% fra Viborg amt, er der til gengæld store ligheder fra amt til amt, når det gælder takten i udvandringen. Flere faktorer sætter fra sidst i 1860’erne skub i udvandringen: Homestead-lovens mulighed for jord til alle; afslutningen af den amerikanske borgerkrig 1861-1865; det store jernbanebyggeri (Øst- og vestkysten forbindes 1869) og overgangen til dampdrift over Atlanterhavet i 1868-1869. Men først og fremmest er udvandringstallene for såvel Bornholm, Danmark som helhed og for alle enkeltamter bestemt af de økonomiske konjunkturer. Når konjunkturerne var dårlige i USA og gode i Danmark, blev udvandringen beskeden: det gælder særligt midt i 1870’eme og midt i 1890’eme. Omvendt havde udvandringen sine kulminationer, når konjunkturerne var gode i USA og dårlige i Danmark. Det var særligt tilfældet i årene omkring 1880, omkring 1890 og omkring århundredskiftet. For Danmark som helhed topper udvandringen i 1882 med 9.920 udvandrere (Bornholm 308) – for Bornholm i 1890 med 386 udvandrere (Danmark 8.247).

På grundlag af databasen kan det i øvrigt, som almindelig karakteristik af den samlede danske udvandring i perioden konstateres:

at de årlige udvandretal på lands- og amtsplan er parallelle. Således også på Bornholm.

at 2 ud af 3 er mænd, og at 2 ud af 3 af alle er 18-29 år. Det gælder også Bornholm.

at mere end en tredjedel af udvandrerne rejste sammen med andre familiemedlemmer. Det gælder kun hver fjerde bornholmer.

at landbrugserhvervet dominerer udvandrernes stillingsbetegnelser indtil midt i 1880′ erne, hvorefter byerhvervene bliver førende. For Bornholm er byerhvervene førende i hele perioden.

at 9 ud af 10 udvandrere tager til USA. Det gælder også Bornholm, hvorfra 96 % tager til USA.

at hovedparten af danske udvandrere i røkkefølge har præriestaterne Iowa, Wisconsin, Minnesota og Nebraska som mål, men bornholmerne helt afviger fra mønstret og i stedete tager til Illinois; Pennsylvania; Califonien og New York (uden for byen New York).

Når undtages nordjydske koncentrationer af bosættere i den sydlige del af Iowa, er der ingen der klumper sig mere end bornholmerne: Warren i Pennsylvania, Jamestown i New York; La Salle, Peru, Pontiac og Piper City i Illionis; Modesto i Califonien – samt Reno i Nevada.

Udvandring fra Bornholm

Hvor kom bornholmerne fra?

En af de helt store fordele ved udvandredatabasen er, at den fortæller, hvorfra udvandrerne kom. Vel at mærke deres seneste bopæl. Men dette er langt fra ensbetydende med, at dette sted også er fødestedet. Bornholmerne indgår, som alle andre danskere, i en omfattende vandring fra land til by. Der vil derfor være flere udvandrere, der er født i byerne. Alt det er tilfældet kan først eftervises fra og med år 1900. Af 208 udvandrere, der havde sidste bopæl i Rønne i årene 1900-1904, var kun 88 født i Rønne; 23 var født i Sverige; 15 i andre dele af Danmark og 82 i landsognene på Bornholm. Så bedømt på disse tal kommer 3 ud af 5 fra købstæderne. Men måler man på grundlag af oprindeligt fødested, kommer 3 ud af 5 udvandrere fra landet.

Bornholm Udvandrere 1868-1904 % af befolkningen på Bornholm 1880
Rønne 2.015 24,3 %
Knudsker 60 8,3 %
Nyker 67 7,9 %
Vestermarie 134 6,3 %
Nylars 67 7,1 %
Hasle 272 21,4 %
Allinge-Sandvig 235 12,8 %
Rutsker 92 7,1 %
Olsker 124 10,1 %
Rø 62 8,0 %
Klemensker 258 11,6 %
Gudhjem 53 8,4 %
Svaneke 162 12,3 %
Østerlars 121 8,2 %
Østermarie 150 6,1 %
Ibsker 121 8,2 %
Christiansø 9 3,3 %
Neksø 382 16,5 %
Åkirkeby 130 13,4 %
Åker 144 6,2 %
Bodilsker 101 8,0 %
Poulsker 108 9,5 %
Pedsker 47 4,4 %
Købstæder i alt 3.249 19,5 %
Landsogne i alt 1.872 8,5 %
Bornholm SV 2.343 17,8 %
Bornholm NV 1.043 12,1 %
Bornholm NØ 616 7,8 %
Bornholm SØ 912 10,1 %

Det er derfor vigtigt at erindre om, at tabellen over udvandringen fra de enkelte sogne og byer på Bornholm er opstillet efter udvandrernes sidste hjemsted. Havde det været efter fødested, ville procenterne på udvandrede i forhold til befolkningstallet i de enkelte sogne og byer formentlig have fordelt sig mere jævnt. De forholdsvis høje byprocenter og de forholdsvis lave landprocenter dækker over en kraftig vandring fra land til by i denne periode.

Ovenfor er valgt den gamle herredsinddeling – Bornholms Vestre, Nordre, Østre og Søndre herred. Vælger man i stedet den nuværende kommuneinddeling, bliver fordelingen ikke meget anderledes:

Kommuner Antal %

Rønne 2.075 23,3 %
Hasle 708 12,1 %
Nexø 874 11,3 %
Allinge-Gudhjem 743 8,3 %
Aakirkeby 522 7,1 %
Christiansø 9 3,3 %

Alders – og kønsfordeling:

Som det kan ses, er overvægten af mænd, både på Bornholm og for Danmark som helhed, meget stor. Som forskel skal særligt understreges, at mandsoverskuddet i aldrene mellem 10 og 29 år er endnu større fra Bornholm og resten end for resten af landet. Det afspejler sig tydeligt i den andel af bornholmerne, der rejser sammen med familiemedlemmer. Den er markant mindre, ikke blot i forhold til Danmark som helhed ( 25 % mod 36 % for Danmark som helhed), men også i forhold til samtlige andre amter i Danmark. Kun udvandringen fra Sønderjylland og Skåne har tilsvarende lave procenter for familieudvandring. Før Sønderjylland skyldes det klart, at de unge mænd flygter fra den tyske værnepligt, men det er jo ikke forklaringen på Bornholm eller i Skåne. Det kan kun skyldes ringere fremtidsudsigter og løn i hjemegnen end i andre dele af landet.

Erhvervsfordeling:

Sammenlignet med Danmark som helhed, er andelen af udvandrere med byerhverv klart højere på Bornholm – mens der omvendt er færre udvandrere fra arbejdspladser på landet. Det betyder imidlertid ikke, at der er flere faguddannede, der udvandrer fra Bornholm end andre steder fra. Tværtimod er der tale om ufaglærte (tyende, arbejdere, syersker o.l.).

Procenten af byarbejdere er således noget højere på Bornholm (11%) end for landet som helhed (8%). Procenten af landarbejdere er derimod den samme som i resten af Danmark. Leder man herudover efter særlige bornholmske erhverv kom 112 – eller 36% – af de i alt 309 stenhuggere, der udvandrede fra Danmark, fra det vestlige og nordlige Bornholm. Det kan jo næppe undre, hvorimod det undrer, at fiskere ikke udgør mere end 6% af 289 udvandrede fiskere fra Danmark. Men dengang var der jo heller ikke tale om fiskekvoter i Østersøen, ligesom man ikke fiskede de steder, hvor bornholmerne rejste til – midt inde i USA.

Rejsen til Amerika

Som allerede nævnt er en af hovedårsagerne til, at udvandringen tog så voldsom fart fra slutningen af 1860’erne overgangen til dampkraft. For mormonudvandreme tog rejsen til Utah før 1869 fra 9 til 18 måneder, afhængigt af om man overvintrede undervejs, mens rejsen fra sommeren 1869 reduceredes til mindre end en måned fra København til Utah ved S/S “Minnesota” og Union Pacific. Banerne fra Stillehavet og Atlanterhavet mødtes netop i Utah i maj 1869. Dampen gav faste afgangs- og ankomsttider og stærkt reducerede rejsetider. Det blev grundlaget for en organiseret udvandring for millioner af mennesker.

Litografi fra 1882 der viser udvandrernes afrejse fra Larsens Plads i København. Det danske Udvandrerarkiv.

Hvad selve skibsrejsen angik, kan vi i databasen kun følge den halvdel af bornholmerne, der rejste direkte fra København til New York. I årene 1869-1874 foregik turen med udenlandske dampskibskompagnier, der forsvandt, da udvandringen nåede sit lavpunkt i årene 1875-1879. Højdepunktet i 1880’erne gav til gengæld basis for dannelsen af A/S Dampskibsselskabet “Thingvalla”, der eksisterede 1880-1898, indtil magre år medførte, at selskabet og dets skibe blev overtaget af DFDS og videreført som “Skandinavien-Amerika” linien 1898-1935. Flere af skibene var Nordens største, selvom de var små og svage efter vore begreber. 1869-1874 lå Amerikabådene på omkring 2.000 brt. med 1.500 HK. 1880-1900 var de på omkring 3.000 brt. og 2.000 HK, mens de lige efter århundredskiftet passerede 10.000, hvad såvel brt. som HK angik. Men inden man kom ombord på Amerikabådene, måtte bornholmerne som de fleste danskere sejle lokalt.

“Rejsen fra Rønne til Ystad gik meget godt. Her i Ystad fik vi en mængde svin og gæs ombord, og det var helt komisk at høre, hvorledes svenske skrig og nævnte dyrs mæle kunne harmonere sammen.”

Således skrev Jens Peter Lind, 21 år og tyende fra Rutsker, hjem til sine forældre Dorthea og Hans Lind, da han berettede om rejsen til Amerika sammen med sin bror, den 16-årige Jens Christian Lind. Turen var startet i Rutsker den 14. oktober 1882. Den 17. oktober havde de fået overfart fra Rønne til Ystad. 8 timer efter skibet havde forladt Ystad, var de i København, hvor brødrene på få timer købte fornødenheder til rejsen og fik ordnet papirer (dvs. dem vi kender fra Københavns Udvandrerlister). Allerede samme eftermiddag, den 18.oktober, sejlede de af sted med Amerikabåden “Hekla” og så den 21. oktober Europa, d.v.s. nordspidsen af Skotland, for sidste gang. Den 3. november ankom de til New York, hvor registreringen i Castle Garden blev klaret på 1,5 time. De blev herefter sejlet til Penn Station, hvor de klokken 8 samme aften sad i toget mod Chicago. Der blev ikke tid til at dyrke “fornøjelser” i de store byer. Alle steder – i København, New York og Chicago – sørgede dansktalende rejseagenter for, at de kom derhen, de skulle, så hurtigt og effektivt som muligt. Målet var Fayette i det nordlige Michigan, hvor de mødte en slægtning, Peter Lind, der var skovhugger. Han kunne kun fortælle, at der ikke længere var ledige jobs, og brødrene rejste derfor videre mod nord, hvor de blev indkvarteret i et skur sammen med mange andre skovhuggere langt ude i skoven nær den canadiske grænse. Skovhugst og canadiske vinterfrostgrader var næppe bornholmeres stærkeste side. Den yngste af brødrene døde allerede den 10. december 1882, knapt 2 måneder efter afrejsen fra Rutsker, efter “8 Dages haard Sygdom”

Til gengæld nåede de fleste bornholmere, der tog via København, velbeholdne frem til Amerika. Der var ingen bornholmere ombord, da “Thingvalla” midt ude på Atlanterhavet den 14. august 1888 kolliderede med “Geisir”, der brækkede og sank på få minutter. Mirakuløst nok slap de ombordværende bornholmere endda fra “Norge”s forlis. DFDS’s “Norge” afgik fra København den 22. juni 1904, men løb den 28. juni 1904 tidligt om morgen på Rockall klippen vest for Skotland og sank i løbet af 10 minutter. Sikkerhedsudstyret var kritisabelt, og af 727 passagerer og 68 besætningsmedlemmer blev kun 145 passagerer og 23 besætningsmedlemmer reddet i de tre redningsbåde, der fungerede. Blandt disse var skibets to bornholmske passagerer, landarbejder Carl Peter Møller, 15 år, fra Knudsker, født i Rønne, og arbejder August Thornberg, 39 år, fra Rønne. Begge bragtes til Skotland og siden videre til USA.

Bornholmere i USA

I tilfældet med brødrene Lind er bestemmelsesstedet iflg. billetterne Chicago – det planlagte bestemmelsessted Fayette i Michigan, mens det endelige bestemmelsessted blev længere nordpå. Denne afvigelse mellem billettens bestemmelsessted og det endelige gjaldt næsten halvdelen af de bornholmske indvandrere, der eksempelvis kun købte billet i Danmark til New York (2.035), Chicago (447) eller Boston (101), selvom de, for langt de flestes vedkommende, straks tog videre. Skal man derfor opnå et nogenlunde dækkende billede af bestemmelsesstederne, må man trække disse byer fra i opgørelserne og beregne fordelingen på resten. Ser vi på de fem førende ankomststater bliver resultatet helt forskelligt for henholdsvis Bornholm og Danmark som helhed:

FRA BORNHOLM TIL: FRA DANMARK TIL:
Illinios 19 % Iowa 17 %
Pennnsylvania 18 % Wisconsin 17 %
Californien 14 % Minnesota 15 %
New York Stat 9 % Nebraska 12 %

De bornholmske indvandrere tog til de store nordøststater og Californien, mens øvrige danskere rejste til de nordlige midtvestlige præriestater. Det gjaldt ikke blot Danmark som helhed, men også alle andre amter hver for sig. Bornholmerne søgte deres helt egne veje, og da de ikke fandt andre danske, fandt de hinanden i særlige kolonier:

Bornholmske kolonier i USA

Med “bornholmske kolonier” skal forstås områder i USA, hvor der er en væsentlig overrepræsentation af bornholmske indvandrere i forhold til andre danske. Områderne er fundet ved at udskille alle amerikanske stednavne, hvortil mere end 19 bornholmere rejser, og samtidigt forlange, at der her skal være flere bornholmere end de 3,1%, den bornholmske udvandring totalt udgør af den samlede danske. Det giver følgende “bornholmerkolonier” i USA:

Steder mere 19 bornholmere havde som bestemmelsessted og hvor de udgjorde mere end 3,1 % af de danske udvandere
Bestemmelsessted Bornholmere % af danske
Warren, Pennsylvania 248 44,4 %
Jamestown, New York 217 85,8 %
La Salle, Illinois 165 74,7 %
Peru, Illinois 86 81,1 %
Pontiac, Illinois 79 77,5 %
Sacramento, California 56 35,4 %
Modesto, California 44 83,0 %
Piper City, Pennsylvania 32 88,9 %
Corry, Pennsylvania 31 19,5 %
Portland, Oregon 31 13,7 %
Reno, Nevada 25 55,3 %
Anita, Iowa 21 55,3 %
Manhattan, Kansas 20 76,9 %

Samtidigt er det tydeligt, at der er tale om to hovedkoncentrationer. En i det nordvestlige Pennsylvania og det sydvestlige New York og en i et område sydvest for Chicago i Illinois. Hertil kommer mindre koncentrationsområder i lowa, Kansas, Nevada og Californien.

1.Jamestown-Warren området (New York og Pennsylvania)

Det lokalområde i USA, hvortil næsten hver femte bornholmer løste billet, består af et cirkelformet område med Warren i det nordøstlige Pennsylvania som midtpunkt og en radius på ca. 60-70 km., der strækker sig ind i staten New York. Nærmere bestemt drejer det sig om Warren County med bornholmske bosættelser i byerne Warren, Barnes, Claredon, Irvinetown og Sheffield. Dele af Erie og Crawford Counties i Pennsylvania og Chautauqua County i staten New York, der ligger nærmest vest og nord for Warren. For Erie County i byerne Corry og Union City; i Crawford County Titusville, samt i Chautauqua først og fremmest hovedbyen Jamestown, men desuden Dunkirk, Dayton og Frewsburg.

De bornholmske indvandrere i dette område udgjorde 55% af samtlige 937 danske indvandrere. Herefter kom nordjyderne, der udgjorde 30%, mens indvandrere fra alle andre dele af Danmark kun udgjorde 15%. Medtager vi imidlertid de 6% af den samlede svenske udvandring, der optræder i den danske udvandrerdatabase (først og fremmest udvandrere fra Skåne), skal der tillægges yderligere 365 indvandrere. Og der var sikkert flere svenskere, for allerede i 1882 er der en svensk kirke i Warren.

Warren ligger i en “Smuk, sund Egn, et Dalstrøg gennemstrømmet af en Flod” med Udsigt til skønne, skovbevoksede Bjerge” skrev den bornholmske vækkelsespræst P.C.Trandberg, da han i sommeren 1882 rejste til stedet for at sørge for sine landsmænds åndelige sundhed. Floden er Allegheny-floden og bjergene af samme navn. “Egnens rige Petroleumskilder “, fortsatte han, “har givet anledning til megen Fabriksdrift,- og Folkenes Travlhed har givet anledning til Mundheldet. Time is money. Egentlig ville pastor Trandberg gerne have haft kald som præst i dette centrum for bomholmske indvandrere, men måtte – efter et mislykket vikariat i den svenske kirke i Warren og forsøg på at blive kaldt til præst i den endnu stærkere bornholmerkoloni i Jamestown, New York – opgive. I november 1882 rejste han videre til Chicago med uforrettet sag. Det kan muligvis have været Trandbergs fejl, for få år efter får dette netværk af danske indvandrere en dansk evangelisk-luthersk kirke i Warren.

Mens der ofte er særlige tidsrum, hvor udvandringen fra et bestemt område i Danmark til et bestemt område i USA er særlig intensiv, var udvandringen fra Bornholm til Warren-Jamestown-området jævnt fordelt over hele perioden 1868-1904. Det skyldtes, at målet var et industriområde i jævn vækst og ikke de konjunkturbestemte landbrugsområder, andre danske udvandrere søgte. Området kunne i øvrigt let nås. Warren ligger i et kryds mellem de to hovedbaner i det nordøstlige USA – Pennsylvania RR fra Penn Station i New York – og New York Central RR fra Grand Central Station i New York. Herfra udgik et tæt net af sidebaner til alle de bosættelser, der er nævnt i området. Set i sammenhæng med den almindelige danske udvandring, der i så høj grad var præget af udvandring til landbrugsområder, er det ret unikt, at målet var et industriområde. Det var da heller ikke tilfældet for de Øvrige bornholmske bebyggelseskoncentrationer i USA.

2.Området sydvest for Chicago i Illinois i La Salle, Livingston og Ford counties.

Nærmest som foretrukket bestemmelsessted for bornholmere, efter Warren-Janiestown, kom en række småbyer omkring La Salle, vest for Chicago. Henved 15% af alle bornholmere (når New York by og Chicago fraregnes) løste billet hertil. Området omfatter en kvartcirkel med Chicago som centrum og en radius på ca. 100 km. Fra nord mod sydøst: La Salle County med byerne La Salle, Earlville, Leland, Lostant, Peru, Rutland, Tonica og Utica. Livingston County med byerne Pontiac og Chatsworth – samt Piper City i Ford County. Her udgjorde bornholmske indvandrere 78% af alle danske indvandrere. Det er typiske landbrugsområder med en tidlig landbrugsindvandring fra Bornholm. Allerede i oktober 1868 tog en gruppe på 6 landmænd af sted fra Klemensker, men flere grupper fulgte. Heriblandt Julius lpsen jf. foto nedenfor), der den 28. februar 1872 fulgtes med 12 andre landmænd fra Østermarie til La Salle, mens andre grupper tog til Pontiac, Peru og Piper City. Herefter fulgte, men først i 1880’eme og 90’erne, kvinder og børn – samt et betydeligt antal landarbejdere og håndværkere fra Bornholm.

Ved at tage afsted allerede omkring 1870 var det således lykkedes et forholdsvist lille antal bornholmske landmænd at erhverve sig god landbrugsjord, tæt på det store afsætningsmarked Chicago. Da det gik disse landmænd godt, kunne de tiltrække langt flere bornholmere til sikrede stillinger som medhjælpere, håndværkere – og hustruer. De, der kom senere, måtte tage længere vestpå – til lowa, Nebraska og Minnesota for at få jord i 1880’eme og 1890’eme. Nogle eksempler på dette er de små og isolerede bornholmske bosættelser i lowa og Kansas.

Iowa

Set fra en almindelig dansk synsvinkel var bosættelserne i lowa hverken små eller isolerede. De sydvestlige dele af lowa: Shelby, Audobon og Cass Counties var den overhovedet stærkeste bosættelse af danskere i Nordamerika. Det er derfor det Danske Indvandremuseum ligger her, tæt på stationen Atlantic, på hovedbanen fra Chicago til San Fransisco. Det var den station i Amerika, hvortil flest danskere løste billet. Men mens de Øvrige danske bosættelser befinder sig nord og vest for Atlantic, er der en enkelt by – Anita, Cass County – øst for Atlantic, der har en bornholmsk majoritet. Med 21 personer udgør bornholmerne 55% af de danske indvandrere, der har løst billet hertil. Men det drejede sig typisk nok om indvandrere, der har forladt Bornholm i 1890’erne.

Kansas

Den bornholmske koncentration af nybyggere endnu længere mod sydvest – i Riley og Pottawatomie Counties i det nordøstlige Kansas syd for Nebraska – bestod af så få, at man kan begynde at diskutere, om det overhovedet kan kaldes koncentrationer. 37 ud af 48 danske indvandrere – eller 77% kommer fra Bornholm til byerne Manhattan, Randolph og Leonardsville i Riley County – samt i Olsburgh i Pottawatomie County. Bosættelsen startede, som i Illinois, med at en landmand fra Bornholm, Absalon Ibsen, 37 år, slog sig ned i Manhattan i foråret 1872. Herefter fulgtes han, men først i 1880’eme og 1890’eme, af andre bornholmere – der i Øvrigt først og fremmest kom fra Syøstbomholm (Poulsker, Pedersker og Bodilsker).

3. Bornholmere mod vest. Nevada og Californien.

Nevada

Helt ovre mod vest – i det vestligste Nevada og i det midterste Californien – finder man atter en betydelig overvægt af bornholmere. Eller rettere sagt, udvandrere fra Bornholm, der allerede ved afrejsen havde besluttet sig for steder i Nevada eller Californien som endeligt bestemmelsessted. For Nevada er 36 af i alt 140 danske udvandrere (26%) bornholmere, for Californiens vedkommende 367 af 3.279 – d.v.s. 11%. Det var ikke normalt at have disse stater som bestemmelsessted, allerede når man købte billetten. Almindeligvis tog man helt andre steder hen i USA, inden man endte vestpå. Som eksempelvis de 4 brødre Marker fra Ibsker. Den ældste – Peder Nielsen Marker tog af sted i 1857. I årenes løb arbejdede han sig vestover som snedker og skovhugger, men endte i Nevada, hvor han vandt en licitation på jembanesveller til den nye Union Pacific RR, der stod færdig i 1869. Pengene blev sat i minedrift og det videre held, tillidsposten som amtsrådsmedlem (senator) i Washoe County, Reno. Hans succes kaldte de øvrige brødre til: Hans Christian Marker, Magnus Peter Marker og Julius Peter Marker i 1872 – hvoraf i hvert fald Hans Christian Marker blev så stor en jordbesidder i Lovelock, at der endnu er en “Marker Lane” uden for byen. At også de havde succes kan vi se i udvandrerdatabasen. Byeme Reno og Lovelock får i årene 1888-1893, da brødrene stod stærkest, en meget betydelig bornholmsk indvandring.

Californien

I Californien dannede danske indvandrere loge-organisationen “Dania” der efterhånden fik 21 loge-afdelinger spredt ud over staten. Stort set alle logerne har navne fra den nordiske mytologi: Odin, Thor, Freja o.s.v. – med undtagelse af loge nr. 14 i Modesto, der hed “Bornholm”, og nr. 15 i Suisun, der fik navnet “Hammershus”. Det var da også her, i det flade bagland øst for San Fransisco mellem kystbjergene og Sierra Nevada fra Sacramento i nord til Merced i syd, man finder de bornholmske indvandrere. Fra nord til syd: Sacramento med 56 bornholmere af i alt 158 danske udvandre; Suisun med 10 af 11; Modesto med 44 af 53 og Merced med 15 af 20. Kernen i disse bosættelser var også her indflydelsesrige bornholmere, der var kommet til Californien fra andre dele af USA og herefter tiltrak arbejdere og tyende direkte fra hjemøen. Det skete ved at skrive breve hjem om, hvor godt det var gået, og tilbud om en forudbetalt rejse, der kunne afbetales ved arbejde. En af disse mere velbjergede bomholmere er eksempelvis Jens Kofoed, der på billedet herover står uden for sit hus i Modesto omkring år 1900. Til gengæld findes han ikke i Københavns Politis Udvandrerprotokoller.

Det var denne bevægelse mod vest, der præger situationen i vore dage. Af de 1.643.699 amerikanere, der til 1990-folketællingen meddelte, at de var af dansk oprindelse – det vil i praksis sige, at en af deres bedste-, olde- eller tipoldeforældre er født i Danmark – bor ca. 400.000 – eller 25 % – i staterne langs Stillehavet. I udvandrerdatabasen for perioden 1868-1904 er det imidlertid kun 2%, der løser billet til Californien, Oregon eller Washington.

Hvordan var den “typiske” bornholmske udvandrerskæbne?

Sammenfatter vi nu alle disse tal, var den typiske bornholmske udvandrer en ung mand, først i 20’eme. Lad os kalde ham Jens og antage, at han var født i 1861 i Klemensker sogn – hvor hans far var landarbejder. Jens tog efter sin konfirmation ind til Rønne, hvor han, uden større held, søgte at slå sig igennem som ufaglært arbejder. Fra folk, der læste aviser eller fik breve fra Amerika, hørte han, hvor godt det gik andre unge bornholmere i Amerika, fortrinsvis i Illinois og Pennsylvania og besluttede derfor at bruge de få penge, han havde tjent og sparet op under arbejdet i Rønne, til at tage til USA. Ikke at han havde penge nok, langt fra, men han havde en fjern onkel, som allerede var taget til Amerika i 1870. Om ham fortalte alle, at det var gået så godt. Onklen – der sikkert hed Kofoed – ville gerne hjælpe. Han ville endda sende det nødvendige rejsetilskud, som vor unge bomholmer så let kunne arbejde af, når han nåede frem til onklens gård i Illinois. Så behøvede Jens jo heller ikke at lære engelsk lige med det samme. Det var ganske vist et problem, at vor unge bornholmer havde en kæreste på Bornholm. Hun var født i Skåne og talte derfor lidt underligt – men sød var hun – og hun havde et godt job som tjenestepige. Penge til at gifte sig havde de slet ikke, men penge kunne han jo netop tjene i Amerika. Jens tog derfor af sted i foråret 1882 – 21 år gammel. Det var knapt, at han nåede at se meget andet end bølger undervejs, for rejseagenteme sørgede for, at han straks kom videre både fra København, New York og Chicago. Vel fremme tog det jo noget længere tid at afbetale gælden til onklen end planlagt. Tiderne for landbruget var jo ikke, som de havde været, og det var jo desuden trygt og godt at leve sammen med andre bornholmere. Kæresten fra Bornholm fik tjenesteplads i København og blev få år efter gift med en fabriksarbejder.

Det gjorde lidt ondt i Jens, da han fik det at vide, men han havde jo på den anden side heller ikke været flittig til at skrive og havde jo endnu ikke noget at byde hende. Han tænkte lidt på at tage videre vestpå, når gælden var betalt, men både dette eller skovhugsten nordpå var vist temmeligt hårdt i en alder, hvor han nærmede sig de 30. Gifte sig uden penge var også svært, og i øvrigt var det ikke let at finde en kone. Naboerne – det var mest nordjyder, skåninger og slesvigere – havde også kvindeunderskud – og pigerne fra andre etniske grupper var svære at forstå. Han tænkte tit på at tage hjem til Bornholm igen, men dels manglede han penge, dels var det svært at komme hjem og fortælle, at det egentligt ikke var gået så godt. Omkring århundredskiftet blev konjunkturerne noget bedre. Gælden var afbetalt, og Jens fik råd til et lille landbrug i Nebraska. Her giftede han sig i 1899 med en ung tysk pige fra Holsten. Sammen talte de bornholmsk-plattysk-engelsk og fik en masse børn, der alle var gode til engelsk, og hvis børnebørn nu søger deres rødder tilbage til Bornholm.

Det kan Jens’s oldebørn bl.a. gøre, fordi de danske udvandrerlister findes på hjemmeside-adressen http://www.emiarch.dk hvortil kommer, at hele udvandrerdatabasen også findes på en CD-rom, der kan købes på Det danske Udvandrerarkiv i Aalborg.