Skrevet af Fanny Knight, med deltagelse af bl.a. Jørgen, og Bente (a10-b7-c2-d1 og d3)

Jeg boede i Hafniahus igennem hele min barndom. Vi unger stod sammen, og vi legede ikke med dem fra gaderne udenom os. Drengene sloges med Kajstrædebanden, Byledsgadebanden og banden fra Thorkildsvej. Og nogle af pigerne fulgte forsigtigt trop. Vi havde vores egne lege. Syv, ni, elleve var en tagfat-leg, hvor vi kun måtte løbe igennem Sandgades tre opgange og kældre i nummer syv ni og elleve. Der var Åh Åh, hvor vi løb hujende gennem kældre og opgange. Vi stemte dørklokker. Det gjaldt om at trykke på så mange klokker som muligt og nå at komme væk inden alle madammerne kom ud og rasede over vores gale streger. Vi havde vores egen avis, vi havde en bank, egne penge, cirkus, bibliotek og meget mere. Vi havde en sandkasse til de små, og som de store drenge helst ikke så de små i, for de ødelagde de stores vejbyggeri i sandet. Men hvad var det egentlig, der bandt os sammen, os unger fra tiden omkring den Anden Verdenskrig i Hafniahus?

Under køkkentrappen i 36B, hang der en postkasse, en cigarkasse med en brevsprække. Der kunne man lægge breve og meddeelser til Hafniahus Avis. Havde man hørt noget, skrev man det på en seddel og lagde det i postkassen. Aviserne blev udkom i perioder hver dag igennem fem år fra 1944 til 1949. Dem ville jeg læse. Aviserne befandt sig hos redaktøren af Hafniahus Avis Andreas Abitz, der bor i Ballerup i dag. Men jeg måtte tage en omvej over London før jeg kunne tage bussen ud til Ballerup. Jeg fortalte Andreaz Abitz, i barndommen kaldet Lyre, om hans barndoms kammerat Carl Ansgar, der i dag er vicevært i Hafniahus. Om Carl Ansgars interesse for husets historie. Jeg fortalte om mine rejser ud i verden og ind i min egen og min families historie. Efter en hyggelig frokost stoppede jeg de to gamle cigarkasser indeholdende samtlige fem årgange af Hafniahus Avis ned i min taske og lovede at passe godt på dem. Og så mødtes vi, seks forhenværende børn Bente, Jørgen, Birgit, Doris, Carl Ansgar og Karen, der i dag kalder sig Fanny, en aften i maj i lejligheden i spidsen af Hafniahus hos Carl Ansgar Andersen. Jeg trykkede på båndoptageren, mikrofonen gik rundt, og så blev der fortalt historie.

Birgit fortæller om trygheden og sammenholdet i vores lille samfund i Hafniahus. Vi kendte hinanden alle sammen, og når man vidste, at man hørte til i inderkredsen, så var man usårlig, og man følte sig styrket udadtil. Så kunne de andre bare komme an, ellers kunne man kalde på en af de store drenge, og så skulle de nok tage sig af det. Man følte altid, at man havde gruppen bag sig. Også selvom man legede vilde lege, så endte det med, at man var gode venner.

Der var afstand mellem børn og voksne, fortæller Doris. Det hele gik ud på at rotte sig sammen mod de voksne. Sammenholdet gik ud på at finde på noget, der kunne irritere og drille de voksne. Å Å legene og 7-9-11 gik ud på at løbe gennem opgange og kældre, at larme og genere de voksne, så de kom ud og var gale. Så var det sjovt. Ellers var der ikke noget ved det. Der var også nogle lege, hvor det ikke handlede om de voksne. Men meget gik ud på at drille de voksne og helst Stangegård, siger Doris. – Men i det hele taget at få kællingerne ud og skælde ud, når vi råbte og ringede på klokker. Det var det spændende. Det var også en slags magtkamp. For ellers blev vi jo altid holdt nede. Vi skulle holde mund, når de voksne snakkede. Så når det lykkedes, havde vi overtaget magten.

Nede i kælderen i Sandgade 11, havde havde Stangegård et kælderrum, og der stod en stor grøn glasdunk i bast med tredobbelt salmiak. Det brugte han til at rense trapper med, når de skulle ferniseres. Bentes største nummer var, når der kom nye børn i huset, så sagde hun – Nu skal jeg vise dig en hemmelighed! Du må ikke sige det til nogen!! Du er den eneste, der får lov! Nu står du helt stille med lukkede øjne, når du kommer ind i det mørke rum. Kan du se den der krukke, og nu holder du dig for øjnene, og så lukker jeg op, og så skal du snuse! Og du skal altså tage et ordentligt hiv! – Blodet stod næsten ud af næse og øjne, det var så forfærdeligt. Jeg kan blive helt dårlig ved det nu, siger Bente. – Jeg har vel taget nøglen, der hang på et søm. Jeg har vel været en 8 til 9 år. Gud ved om ikke, det var nede i nummer 7. Og så var det på venstre side i cykelkælderen.

Lejlighederne 36A og B havde hovedtrappe og køkkentrappe. Sandgade 1 til 11 havde kun en opgang hver. Bente fortæller. – Hvis vi børn skulle på besøg i 36A eller B, så skulle vi absolut gå køkkentrappen. Og dem i nummer 7, 9 og 11, de var af en lidt lavere standard. Det var lidt finere at bo i numrene 5, 3 og 1. 36 A og B det var de fineste. Der var også de største lejligheder. Vi fik ikke lov at gå ad hovedtrappen. Doris – Det var et eller andet med, at man var ovrefra, og det var altså finere at være ovrefra. Der var mange her der var ovrefra. Otto Putmave for eksempel. Der var ikke nogen, der snakkede rigtig bornholmsk. Carl Ansgar – Det du siger Doris, hænger sammen med, at da huset startede, var det dyrt at bo her. Huslejen var høj i forhold til andre steder i byen. Og mange af de mennesker, der boede her, det var unge tjenestemænd. Og så skolelærere selvfølgelig. Men det var ikke bornholmere. Og det var unge mennesker med mange børn.

Bente. Når jeg kom til børnefødselsdage og jeg fortalte, at jeg havde været i skumbad! sagde mine kammerater – Hvordan kommer man i skumbad? Så sagde jeg – Jamen man kommer bare noget skum ned i badekarret! Badekarret! Det var virkelig noget man kunne prale af, når man kom til børnefødelsdag. At få lov til at komme i bad, og det var kun om lørdagen. Men det var noget, vi kunne prale med. Det var noget, der var specielt for Hafniahus. Det kunne man ikke andre steder.

Jørgen husker tydeligt det problem, hans hans far havde med at man kunne sætte sig på gelænderet, og så kunne man kure fra tredje sal og lande helt nede i kælderen. Det var selvfølgelig ikke noget, Jørgen Stangegård gjorde, for han var viceværtens søn. Når man sidder der på gelænderet og kurer ned, så laver det mærker. – Kan I huske de hæle, skomageren satte på? De satte nogle forfærdelige mærker i de hvidmalede vægge, der var ved siden af gelænderet. Så far fandt på at sætte knopper på med en meters afstand. Så blev der altså boret hul i gelænderet, og der blev sat knopper på. Så var der sat en stopper for det! – Troede du! – svarer Carl Ansgar. – Fordi de knopper dem pillede vi da bare af. Og på et tidspunkt står der i avisen (Hafniahus Avis), havde vi pillet 27 % af, fordi da havde vi åbenbart lært at regne med procenter. Men vi blev altså sat til at sætte dem på igen. Men de var jo ikke limet, da vi satte dem på, så de var nemme at få af en gang til.

Hafniahus blev stående under bombardementet, fortæller Carl Ansgar. Men alle ruder knaldede. Alt puds fra lofter og vægge var drysset af. Det halve af pudset var tilbage derinde i soveværelset. Alle husene på den anden side af gaden forsvandt. Så var der en stor bombetomt. Og den blev kaldt ”bunken”. Det hed ovre i ”bunken”. Der var en lille kælder under murbrokkerne, og der gik et vandrør op, og det fik vi lirket så meget, at det til sidst knækkede med det resultat, at vandet stod op, og så fyldte vi hele kælderen med vand, indtil nogen fandt ud af at lukke for det. Der var kun gavlen tilbage af et hus. Og den kunne vi ved fælles hjælp få til at svinge. Vi fik den væltet væltet! Det var alle tiders legeplads. Og det var også derovre, at der stod et gammeldags lokum, som der var en, der blev lukket ind i og hængslet for. Og så blev der kastet en mursten ned i tønden!

Doris. – Der var et fantastisk sammenhold mellem børnene, og der var da også en afstand fra børn til de voksne. Voksne var pest alle sammen, selv de flinke. Vi rottede os sammen om madammerne, og jeg kan ikke huske hvad vi kaldte mændene. Kan I huske filmen ”De pokkers unger”. Jeg tror, vi havde lånt meget derfra, ikke. Viceværten, det var en man drillede, vi råbte, ”Avra for lavra, viceværtens bukser flagrer!” Og så var vi unger, vi var ikke børn. Fru Stangegård hun var en rigtig madamme. Jeg kan huske en gang, det var en sommer aften, fandt vi på at hænge en lille legetøjsspand med vand op over døren til nummer 5.

Bente. – Jeg kan faktisk huske den spand. Du siger min mor var sådan en skrap madamme. Hun grinede, da hun kom ind og var drivvåd. Men det var jo meningen, at hun skulle blive gal. Det var altså ikke altid lige sjovt at være viceværtens datter. Vi måtte ikke gå på garagetagene. Jeg ved i dag hvorfor. Det var tynde plader og tagpap. Så man kunne selvfølgelig gå igennem, og så skulle far reparere dem. Vi kravlede rundt deroppe, for de pærer bag garagerne, dem skulle vi bare op og have fat i. Min far havde fundet ud af at gå op i nummer 9, og så kikkede ud, om der lå nogen på taget. Og det havde vi opdaget, og vi lagde os helt fladt ned, når han kom gående. Så vi skulle springe ned der. Det var en meget gammel have, og der kom så en gammel mand, og så sagde han, ”Hvad laver I her?” Jeg kan huske, jeg tænkte hvad — pest eller kolara? Hvad gør vi nu? Vi stak af og ud igennem lågen. Det var ganske forfærdeligt altså. Det var meget, meget forbudt.

Carl Ansgar kommer ind i stuen med kassen med Hafniahus Avis. De ligger bundet i årgange. Hver avis er på fire små håndskrevne sider med tegninger, alt sammen skrevet og tegnet af Lyre. Birgit læser højt. Vi lytter alle og latteren bølger.

– Stort slagsmål! I går fik Lyre og Carl Ansgar arrangeret et slagsmål mellem Finn og Otto. Alle ventede at Otto fik klø. Men da Finn i første runde angreb Otto, røg han bagover. Og straks var Otto over ham, og gav ham prygl, så Finn brølende løb ind og klagede, og Finns mor dukkede så op, og vi fik hende hurtigt hidset ned igen.

Noget helt andet som jeg vil komme ind på, siger Carl Ansgar, – det er så man kan skamme sig over det i dag. Dengang havde man også mobning. Der boede en pige der hed Hanne. Hendes far var kommuneskolelærer. Hun blev mobbet i den grad her i Hafniahus. De boede nede i nummer 11. Jeg tror faktisk, det var en af årsagerne til, at de søgte forflyttelse til Svendborg.

– Hafniahus Avis skriver tirsdag d. 5 februar. – Mindre kamp mellem Henning og Hanne. I går ved 5-tiden overfaldt Henning Hanne, men den gang værgede hun sig, og derfor blev det til en hel kamp. Vi andre som var nede stimlede sammen om dem.

Bente læser højt: – Den 22 januar 1948 – Stangegård fedter. Han har til Lyres værelse i sidste uge været ivrigtoptaget af at lave en hylde. Og nu er den færdig, udtaler han, og imorgen sætter han den op. Så står der længere henne, – Betingelser til Stangegård. Hafniahus Avis har her opstillet betingelser for fred med Stangegård. 1. Frit lejde i kældre og opgange. 2. Frit lejde for alle forbudte lege, 7-9-11 og røvere og soldater. 3. Ophold også på garagetaget.- Det var virkelig de tre ting, der var så forbudte. Og det er betingelserne til Stangegård!

Og så står der faktisk den 25 janbuar i 48, fortsætter Bente – Plænerne skal ødelægges! Og det er, fordi de er så sumpede. Huk ordentligt ned i den og få så meget græs som muligt op igen, så græsplænen til sidst er ødelagt. Så bliver der ballade til sommer!- Hold kæft, hvor det er morsomt, griner Bente. Jamen jeg var med ungerne mod far. Jeg var ikke solidarisk, det kan jeg godt få det lidt dårligt med nu. Men jeg var nok heldig, at jeg var lille og pige, men jeg fik alligevel meget vrøvl. Men jeg ved, hvis min bror Finn var med, så var han altid den, der fik huk og tæv af min far. Ja, for han var Stangegårds søn, og han ville så gerne være sammen med ungerne. Jeg kan godt se, det har ikke været sjov for far, viceværten. Han kunne måske have taklet det på en anden måde. Han var meget alvorlig, og meget bøs og meget streng. Hvor ville jeg ønske far var her i aften og kunne høre, hvad vi siger!

Fastelavn 1949 skriver Bornholms Tidende – I det store boligkompleks har venlige mennesker påbegyndt en god skik, der har alle muligheder for at blive en god tradition. Fastelavnsmandag hænges der ved fraterbrønden i gårdhaven en smukt pyntet og velfyldt tønde op. Og så kommer de festligt udklædte piger og drenge strømmende til fra lejlighederne. Drabelige slag leveres med de hjemmelavede køller, forinden ”katten” er slået af tønden. På en omsorgsfuld måde sørger inspektør Stangegård for, at alt går til på rette måde. Børnene er henrykte og forældrene taknemmelige for den gode underholdning, der bliver givet deres poder lejlighed til at tage del i. Ved mandagens fest blev dette billede taget. Er det ikke hyggeligt?

Det er altså rigtig ondt det der står her, siger Bente. – I går efter fastelavnsfesten var vi i frygtelig løjer humør. Det begyndte med, at Otto sparkede til en rude, og den gik itu. Da Merete og Ella så det, gik de straks ind og klagede hos Stangegård. Men da han var i godt humør, sagde han, at det gjorde ikke noget særligt. Det betalte Hafnia. Da vi hørte det, knaldede Carl Ansgar to ruder, og gik så ind og meldte sig til Stangegård. Og da han hørte det, begyndte han at brumme lidt, men det kunne kun lige gå an. Det kunne hans fars forsikring betale. I mellemtiden havde Henrik baldret en rude, og han kom og meldte sig. Nu blev Stangegård vred og sagde, at det kunne hans far betale. Et kvarter efter knaldede Hans Christian endnu en rude. Det fik Stangegård ikke at vide. – Tænk sig, det var lige efter den fastelavnsfest!

I pulterrum og mørke kældergange legede vi mørke lege. Her var vores hemmeligheders paradis, med frække lege, nyopdagelser og stakåndede kys. Dybt inde i kælderenes beskyttende mørke kunne vi frygtsomme og artige piger komme tæt på og røre ved en af heltene oppe fra gården! Beskyttet af et gysende mørke hengav vi os til vores hemmelige og spændende forehavener, som slet ikke måtte blive set af Stangegård, madammerne og alle de andre. Når de automatiske kontakter gik ud, legede vi for fuld drøn alle de gode gamle gemme- og mørkelege. Og når når nogen råbte, så rungede det igennem alle gangene. Vi legede ”Bliv hvor du er og gem dig godt, ellers kommer Knold og Tot!” Og det var så uhyggeligt. Der måtte ikke være tændt lys. Hold op, hvor var jeg bange, siger Birgit. Sandsækkene lå der i flere år. Jeg kan bare huske den der fornemmelse af at være nede i sådan en mørk kælder. Man næsten dyrkede den der gru! Man hidsede sig selv op! Og man vidste, at det var bare en leg. Det hed ikke røvere og soldater. Det hed noget andet. Det hed heller ikke tyskere, det var også noget vi legede, men ingen kunne se, hvad man lavede, når lyset gik ud.

Birgit læser op fra den allersidste avis, der udkom – Det er Hafniahus Avis nr. 363 torsdag den 14 oktober. Det er 1949. – Hafniahus Avis går ind! Dette nummer er sidste nummer af Hafniahus Avis. Lyre har nemlig bestemt, at trække sig helt tilbage. Også at lade Hafniahus Avis gå ind, ifald med Lyre som redaktør. Jeg vil hermed også takke for den interesse, som læserne har vist. – Den nye generation er næste overskrift. Noget andet, der også gør sit, for at Hafniahus Avis går ind, er fordi: Den ny generation er ved at overtage magten. Det er Otto Finn og KO. Jeg håber alt godt, men det er sørgeligt at sige, at de nærmest holder med Stangegård.

Hafniahus Avis blev skrevet i 2,3 eller 4 eksemplarer. På et tidpunkt var der vistnok seks abonnenter på dem, siger Carl Ansgar. Det vil sige, Lyre har skrevet den i seks eksemplarer. Men på et tidpunkt var der nogen, der var forsvundet. Det var altså skrapt, for det var vist Andersen, altså min mor, der havde opsnuset, at de eksisterede. Så blev aviserne evakueret ned til Palle Dinesen. De lå dernede, fordi det var illegal post. Han var med på den. Og han optræder flere gange i aviserne. Stangegård smed ham ud. Han boede her ikke, men han legede med Lyre. På et tidspunkt kom aviserne tilbage igen. Og på et tidspunkt blev vi enige om, at aviserne skulle gemmes til eftertiden. Så blev de lagt op på loftet, og der lå de i Sandgade 3 oppe under hanebjælkerne i en kasse i lange tider. Og det er skæbnens ironi at jeg er blevet vicevært. Den eneste trøst idag er, at forbrydelser de forældes efter tyve år, siger Carl Ansgar med et smil.

Der blev grinet meget den aften, og vi kunne ikke lade være med at tænke på alle de gode historier, vi endnu ikke kender. Kontakt mig på min E-mail adresse, hvis du har noget at fortælle. Eller gå ind på Hafniahus hjemmeside, hvis du vil læse mere om Hafniahus historie. Vi seks forhenværende børn tænker at lave en fortælle aften for rigtig mange Hafniahus børn og med afsæt i Hafniahus første tid.

Fanny Knight. E-mail: fannyknight@mail.tele.dk

Hafniahus Hjemmeside: www. Hafniahus.dk

Fanny Knight.