Erik Stangegård

blev født den 9. december 1907 som søn af snedkermester Christian Andreas Nielsen og Anna Benditte Holm.
Faderen indgik i 1904 kompagniskab med sin gamle mester P.A. Espersen i Rønne, der havde grundlagt sin møbelvirksomhed i 1858 og stiftede efterfølgende firmaet Jespersen og Nielsen i Østergade i Rønne.

Erik havde i sin ungdom sin naturlige gang på snedkerværkstedet og det var derfor ikke overraskende, at han efter sin skolegang fik en læreplads i firmaet, der efter at Jespersen trak sig ud i 1908 fik Andreas Kure som ny medindehaver.

I 1918, da Erik kun var 10 år gammel havde han den store sorg at miste sin mor.
Det var et stort slag for den lille dreng, der nok aldrig rigtigt overvandt savnet af den kærlige mor.
I 1921 giftede faderen sig igen med Margrethe Gerda Holm, som var søster til hans første hustru.

I sin ungdom fik Erik mange gode venner blandt kammeraterne i FDF, der var kendt for sit gode orkester, hvor Erik spillede trommer og blokfløjte.
Faderen havde i bytte for nogle møbler, som en kunde havde svært ved at betale, fået en god violin, som han syntes Erik burde lære at spille på, men det blev vist aldrig den helt store interesse.

Erik fik en streng opdragelse af faderen, hvorom der fortælles, at børnene, når de havde spist deres spegepølsemad på en måde, så spegepølsen blev gemt til sidst, fik den besked: ” Nu har du spist så meget af maden, så nu du må flytte pølsen over på et nyt stykke brød”
Sad man ikke ordentligt ved bordet, kunne faderen finde på at slynge sin ske i hovedet på børnene.
Skeen var dog lavet af ben.

Efter sin læretid blev Erik ansat på værkstedet afbrudt af nogle ophold på værksteder i Sverige.

Den 17. juli 1932 blev han gift med Henny Elisabeth Kyhn Hansen, der var datter af bagermester Lars Hansen og Anna Kyhn, der havde bageri på hjørnet af Byledsgade og Sandgade i Rønne.
De fik 3 børn, Jørgen i 1933, Finn i 1939 og Bente i 1946.

Året efter i 1933 døde faderen og værkstedet blev solgt til medindehaveren Andreas Kure, der indgik kompagniskab med sin søn Knud. Firmaet ophørte i 1970.

Erik fortsatte som fast ansat snedkersvend , indtil firmaet, på grund af den alm. afmatning i trediverne, måtte indskrænke sin virksomhed .
Det blev dog til lejlighedsvis arbejde i de følgende år.

En del af arven efter faderen blev anvendt til bygning af villa ”ROTNA” på Åkirkebyvej i Rønne.
På grund af de svære tider i slutningen af trediverne måtte familien til deres store sorg afhænde villaen og flytte til et lejet hus i Laksegade.

Det var hårdt for familien at flytte fra bl.a. træk og slip til das i gården.
Varmen kom fra en enkelt kakkelovn i stuen og der blev anvendt grankogler, som blev indsamlet i Robbedaleskoven.
Under verdenskrigen fungerede Erik som beredskabsvagt, der bl.a. skulle kontrollere, at alle havde mørke rullegardiner for vinduerne om natten.
For børnene var oplevelsen ikke helt så slem, navnlig fordi man inde i selve Rønne kunne finde mange legekammerater og ikke kendte til bedre tider – og så havde man jo også morfars bageri i nærheden.

Først i fyrrene blev der mere arbejde på værkstedet og råd til at se på en bedre lejlighed,
Det blev til en lejlighed i et nyt byggeri på Fabriksvej med adgang til en kolonihave i baghaven.
For Erik blev det begyndelsen på en række år som rigtig kolonihavemand.
Fra starten på Fabriksvej byggede han sammen med en nabo et grisehus i haven med en gris til hver familie. En stor del af foderet bestod af rester fra svigerfars bageri.
Et problem var det imidlertid, når grisene skulle slagtes til jul – det var svært at sige farvel til kæledyrene.

Krigen fik en ende, men først skulle øen lide under det russiske bombardement.
Rønne blev evakueret og familien travede hele vejen til Åkirkeby, hvor man fik husly hos en onkel og tante på Doktorbakken.
Efter bombardementet blev Erik sammen med andre håndværkere kaldt til Rønne for at hjælpe med oprydningen.
Huset i Rønne var uskadt, men stedmoderens hus på Svanekevej fik en fuldtræffer, som jævnede huset med jorden. Hun var dog så heldig at få tildelt et af de træhuse, som Sverige forærede Bornholm.

Umiddelbart efter krigen i 1945 blev der en stilling ledig som vicevært ved ejendommen ”Hafniahus”
Erik søgte og fik stillingen, som han blev meget glad for.
Til stillingen hørte en tjenestebolig, hvor han indrettede sig med kontor i opholdsstuen.
Det blev til mange gode år, hvor ejendommens beboere kunne glæde sig over hans håndværkersnilde – det var især de ældre, som med tiden var i overtal.
Der var dog en del børn i ejendommen, som han gjorde meget for med hensyn til legeplads m.v.
Der blev også hvert år arrangeret tøndeslagning til fastelavn.
Som vicevært kunne han dog ikke udgå drillerier og måtte affinde sig med ituslåede kældervinduer
og rutschen på gelænderne i trappeopgangene. Det blev der til sidst sat en stopper for, ved at han satte knopper på alle gelændere.

Erik savnede sin kolonihave – dog ikke grisen – og fik hurtigt en ny i kolonien Solvang og senere en have i Ll. Madsesgade i nærheden af Hafniahus.
Her fik han etableret et havehus, som var lavet af en gammel togvogn fra de nedlagte Bornholmske Jernbaner.
I havehuset kunne han slappe af fra arbejdet som viceværten, der var til rådighed hele døgnet.

Som vicevært skulle han indstille nye lejere til ejendommens kontor i København.
Det var Hafnias forsikringsinspektør, som også boede i ejendommen ikke enig i, så sagen blev forelagt kontorchefen, der besluttede, at viceværtstillingen skulle opgraderes til ejendomsinspektør.
Så var de to ligestillet.

Erik havde en god sangstemme og havde forskellige roller som amatørskuespiller på Rønne Teater.
Han var endvidere medlem af Bornholms mandskor.

Som inkarneret piberyger gennem hele sit liv havde han den opfattelse, at pibe var godt, men cigaretter noget skidt. Han forærede derfor sine sønner en pibe på deres 18 års fødselsdag, vel nok i håbet om at have gjort en god gerning. Efter årtusindeskiftet er der vist mange, der ikke er enig med. ham.

Han var meget sportsinteresseret og var medlem af Rønne Boldklub (RB 97) og Rønne Svømmeklub – begge steder som leder.
I RB fungerede han i flere år som fodbolddommer og som leder af klubbens drengehold, som han arrangerede mange ture for til klubber på Sjælland og Lolland Falster.
Som svømmelærer og senere som formand for svømmeklubben arbejdede han utrætteligt i over 25 år på at etablere et svømmeanlæg i Rønne til erstatning for svømmeklubbens røde badeanstalt i Rønne havn. Badeanstalten blev nedrevet i 1943 på grund af en havneudvidelse.
Han var en af forfatterne til en hvidbog ”Den røde Badeanstalt”, der udkom i 1969 som et nødskrig til kommunen, der selv om klubben kunne præstere en rimelig startkapital, som der står skrevet ”ikke kunne imødekomme et ønske om støtte til en svømmehal og give denne første prioritet frem for en golfbane”

Børnene i Rønne skulle jo lære at svømme, så fantasien blev taget i brug, når der skulle findes et sted, der kunne bruges.
Det blev bl.a. til svømmehallen i Ystad, havnen i Hasle og de senere år svømmebadet i Sandvig.
Mange vil huske Erik for turene i bus til svømmehallerne, hvor han underholdt med sange m.v.

Der skulle gå næsten 35 år efter nedlæggelsen af Den røde Badeanstalt, før Rønne fik sin svømmehal.
Det kom Erik ikke til at opleve på grund af et færdselsuheld.

Den 10. september 1974 var han på besøg hos en søn i Nyker.
På vejen hjem til Rønne kørte han i sin bil ad Tværvej og skulle på et tidspunkt krydse Torneværksvej. Han havde angiveligt solen lige i øjnene og overså derfor en militær lastbil, der var på vej ad Torneværksvej mod Kasernen.
Føreren af lastbilen var af den overbevisning, at Erik havde set ham og taget farten af bilen, hvilket imidlertid ikke var tilfældet, idet Erik med uformindsket fart kørte ind i krydset og påkørte lastbilens højre side.
Lastbilen rullede rundt og blev svært beskadiget, men føreren slap med mindre skrammer.
Erik blev slynget ud af sin bil, der blev totalskadet, og pådrog sig meget alvorlige kvæstelser i hovedet.
Han blev i bevidstløs tilstand indlagt på centralsygehusets intensive afdeling, og var længe i alvorlig livsfare.
På grund af sin gode fysik og til lægernes store overraskelse blev hans tilstand gradvis forbedret, men man konstaterede, at hjernen havde taget så stor skade, at han ikke fremover ville kunne klare sig uden plejehjælp.
Den 30. november 1974 blev Erik efter aftale med lægerne udskrevet for at prøve, om et ophold i hjemmet ville være muligt.
Det blev en hård tid for hans hustru, der imidlertid insisterede på at pleje ham så længe som muligt.
På et tidspunkt blev en aflastning dog nødvendig, og han fik ophold på gigtplejehjemmet i Rønne en kort tid, indtil det i maj måned 1981 blev nødvendigt at overføre ham til plejehjemmet Næs i Allinge, hvor han afgik ved døden den 25. august 1981.

I 1975 fik Erik meddelt fri proces med beskikkelse af advokat i en retssag, der blev anlagt mod staten (Bornholms Værn)
Sagen endte med forlig, idet begge parter måtte anses for skyldige i uheldet, og Erik fik tilkendt en erstatning på 78.500 kr.

Med Eriks arbejdsgiver, Hafnia Forsikring, blev der indgået en aftale om en afviklingsordning, der udløb den 30. juni 1975, hvorefter der ville blive udbetalt en mindre månedlig ydelse efter selskabets regler for fratrådte ikke pensionsberettigede ejendomsfunktionærer.
Tjenesteboligen ville fortsat være til husstandens rådighed, men uden tjenesteboligklausul.
I anledning af arbejdsforholdets ophør udtrykte selskabet sin anerkendelse for det gode og samvittighedsfulde arbejde, som Erik og hans hustru havde udført i selskabets tjeneste.
Boligen blev benyttet af hustruen indtil hendes død i 1986.

Rønne, den 26. oktober 2005.
I kærlig erindring
Jørgen Stangegård