Hennys forældre var medlemmer af Indre Mission og familien var ofte samlet til arrangementer i missionshuset Emaus.
Hun var i modsætning til sine søstre stærkt hæmmet af et dårligt syn og måtte allerede fra barndommen benytte stærke briller.
Hertil kom, at begge de yngste søstre var usædvanligt kønne og omsværmede, hvilket gav hende nogle komplekser, som prægede hende hele livet.
Hun havde er meget nært forhold til sine søstre, og de var alle livet igennem lejlighedsvis fulde af skæg og ballade, selv om de hver for sig skulle opleve store sorger.

Henny kom i lære hos manufakturhandler Blem Bidstrup i Rønne, hvor hun arbejdede, indtil hun blev gift den 17. juli 1932 med snedkersvend Erik Stangegård, der var søn af snedkermester Christian Andreas Nielsen og Anna Benditte Holm.
De fik 3 børn, Jørgen i 1933, Finn i 1939 og Bente i 1946.

Efter giftermålet bosatte de sig i Ll. Madsesgade i Rønne, men kunne efter modtagelsen af en arv efter Eriks far, der døde i 1933, bygge en villa lidt uden for Rønne. Villaen måtte de dog til deres store sorg afhænde på grund af arbejdsløshed sidst i trediverne, hvorefter de flyttede til et lejet hus i Laksegade.
Da det blev bedre tider, flyttede de til et hus på Fabriksvej, indtil de umiddelbart efter krigen kunne flytte til en lejlighed i Hafniahus, hvor Erik fik en stilling som vicevært.
Lejligheden lå i Sandgade lige overfor ejendommen, hvor Hennys far havde bagerforretning.

Henny fik på et tidspunkt ansættelse på kontoret på Bornholms Dampvaskeri (Victor Vask), hvor hun registrerede ind- og udgående vasketøj samt udskrev regninger, som på den tid blev skrevet i hånden. Hun havde en ualmindelig flot og letlæselig håndskrift.
Det arbejde trivedes hun med.
Det var derfor kun nødtvungent, at hun efter Eriks ansættelse som vicevært i Hafniahus, måtte flytte fra vaskeriet for at kunne deltage i arbejdet med vask af trapper og pasning af kontor.

Henny var en dygtig husmor og var blandt venner og familie kendt for sin madlavning.
Hun var også god til at sy, hvilket navnlig i årene under krigen, hvor pengene var små, var en nødvendighed.

I FDF, hvor både manden og drengene var medlemmer, indtil drengene fik andre interesser, var det almindeligt, at hustruerne deltog på sommerlejre, hvor de stod for madlavningen og Henny var en populær madmor eller ”tante”, som man kaldte dem.
Med sit gode humør og snakketøj var hun ofte midtpunkt i et selskab og sammen med søstrene blev der ofte grinet og fniset meget.
Hun var også kendt for sine lange og meget velformulerede breve, som var let læselige med hendes flotte håndskrift.

Som indgiftet i Stangegård familien blev denne store familie ofte samlingspunktet, men det var alligevel i hendes egen familie med forældre og søstrenes familier, at tiden mest blev tilbragt.
Børnene havde et tæt forhold til deres mormor og morfar i bageriet, der lå så nær på, og det var naturligvis populært at gå i bageriet efter lukketid for at spise kager.

Henny havde i 1927 den store sorg at miste sin tre år yngre søster Helga, der kun blev 15 år.
Familien blev i det hele taget hårdt ramt.
Søsteren Edith blev i 1942 gift med arkitekt Asger Grønvang Nielsen. De fik i 1946 datteren Gitte, som døde 5 måneder gammel. Asger døde i 1949 af tuberkulose i en alder af kun 35 år.
Det var en tragedie for familien og navnlig for Edith, der døde den 18. juli 1956, 40 år gammel.
Søsteren Inger blev i 1940 gift med murermester Jens Aage Mathiasen, der døde i 1955 i en alder af knapt 40 år. Inger afgik ved døden i 1979 efter mange års svær sygdom. Hun blev 60 år gammel.

Hennys far og mor døde som nævnt i hhv. 1965 og 1966. De blev begge over 80 år gamle og overlevede således 2 af deres døtre, 2 svigersønner og et barnebarn. Til trods herfor bevarede de til det sidste deres tro.

I 1974 kom Erik ud for et frygteligt færdselsuheld og pådrog sig så svære hjerneskader, at han ikke fremover kunne klare sig uden plejehjælp.
Mange ville i den situation have valgt at søge ham indlagt på et plejehjem, men Henny insisterede på at få ham hjem.
Det var hårdt arbejde, men hun holdt ud indtil 1981, hvor det blev nødvendigt at indlægge ham på hhv. gigtplejehjemmet i Rønne og til sidst på plejehjemmet Næs i Allinge, hvor han døde i august 1981.

Henny havde den glæde, at se sine børn og børnebørn vokse op, og oplevede at blive oldemor, men hun mente nok, at hun havde fortjent, at tilværelsen kunne havde tilsmilet hende mere, end tilfældet var.

Henny blev boende i tjenesteboligen i Hafniahus indtil sin død den 30. marts 1986.
Hun blev indlagt på centralsygehuset i Rønne med bl.a. mavesår, som lægerne foreslog at operere, men hun var træt af dage og ønskede nu at få fred.
Hun ønskede dog først at sige farvel til sin familie, hvorefter hun lukkede sine øjne.