Klippeøen’s sange

Samlet af Niels Chr. Stangegård, 1943

Kærligheden til Hjemstavnen har altid været stærk hos os Bornholmere, og Interessen for de gamle bornholmske Sange og Viser har været stærkt stigende.
Udbredelsen af Kendskabet til de gamle Viser skyldes først og fremmest daværende Viceskoleinspektør, tidl. Kantor H. Johansen, der i Årene 1894-1906 med utrættelig Samlerflid optegnede en Mængde Tekster og Melodier til Viser, som han senere lod sit udmærkede »Bornholmerkor« synge og derved bragte til videre Kendskab. I »Bornholmske Samlinger«s 3.-6. Bind, der udkom 1908-11 på Colbergs Boghandels Forlag, er optaget ca. 100 af disse Viser; de foreligger også som Særtryk.
I Årenes Løb er der endvidere skrevet utallige bornholmske Hjemstavnssange, både med rigsdansk og bornholmsk Tekst, som her foreligger som et samlet udvalg af disse Sange.

Âga te Bys me Broga

Âga te Bys me Broga,
trækkja stora Lajsa på Kroga!
Vejana e longa, longa, langa,
Stajana e tronga, tronga, tronga,
vi komma inte jemm,
naj, vi komma inte jemm,
forrinj Soln går ner
over Bakkana å ner i Dâlana.
– Kråger å Råga å Kajer
di floja si hojt
å di râva så hojt
op i Askana. å ner i Dâlana.

Alminjsturn

Mel.: Mens Nordhavet bruser.

Vi âga te Alminjs enj Sommardâ,
for der e’d så hæjllut å varra!
Vi slæppa vort Arbaj i Stajl å Lâ
vor Sajs å vor Plâu å vor Harra.
Kom, Moer, me din fyilda Mâdakorr,
nu spænjer jâ di brune Øjen for!

Vi âga te Alminjs i Solsjinsvær!
Di brune di vajta me Rompan,
å når vi hâr rajt inj te Jomfruhjær,
så højla vi nera ver Pompan,
ja ætte Næzepozzani lajnta, di,
di ved nok, der e ræjti Kiærna i!

Vi âga te Alminjs, vor goa Skâu,
der liggjer, som Rømer hâr lajt’inj.
Men forrinj vi spiza, må vi vel âu
en Tur op te Rytaraknajtinj,
når Kongaminjed vi te Tops hâr nâd,
så gjyza vi, for vi bler svingla å’d!

Vi âga te Alminjs, å unje Træn
der bler vi om Jartad, så lætta,
forgjæddia vort Trøbbel å føla Glæn
ver Lived – sæl om vi bler trætta ……
– Nu taja Fâulana å gå te Ro,
å bâg om Segen sækkjar Soln, kantro!

Vi âga frå Alminjen jemm ijæn,
mæns Månanj hanj tænner sin Lâmpa.
På Bokkinj jâ blunjar et Grân nok hæn,
di brune så vajkjænda trâmpa.
Å nu e Klokkan bled hal-tâl pånå,
vor Alminjstur e slut. – Spænj Øjen frå!

N. Chr, Stangegård, 1943..

Anra Manja - Minj Manj

Anra Manja hadde Hatta på,
– minj Manj hadde inte.
Så tâu jâ maj et Pâr gamla Katta
å gjore minj Manj nya Hatta.
Hat, Hat hadde minj Manj.

Anra Manja hadde Krava på,
– minj Manj hadde inte.
Så tâu jâ maj et Pâr gamla Stava
å gjore minj Manj nyer Krava.
Krava, Krava hadde minj Manj.

Anra Manja hadde Frakka på,
– minj Manj hadde inte.
Så tâu jâ maj en gammal Hakka
å gjore minj Manj nya FYakka.
Frak, Frak hadde minj Manj.

Anra Manja hadde Bojser på,
– minj Manj hadde inte.
Så tâu jâ maj et Pâr gamla Ojser
å gjore minj Manj nya Bojser.
Bojser, Bojser hadde mifij Manj.

Anra Manja hadde Stævla på,
– minj Manj hadde inte.
Så tâu jâ maj et Pâr gamla Hævla
å gjore minj Manj nya Stævla.
Stævla, Stævla hadde minj Manj.

Anra Manja hadde Stokk i Hånn,
– minj Manj hadde inte.
Så tâu jå maj et Pâr gamla Blokka
å gjore minj Manj nya Stokka.
Stokk, Stokk hadde mini Mani!

(GI. Skæmtevise.)

Bonens Greta, Som Ble Denkonna

Gl. Dansemelodi.

Nue, iblwmt anjed,
viss jâ kanj’ed,
ska jâ gjæma gjorrad strajs,
nu hâr jâ Tid mens lâ hârar minj Sais:
Ded e men enj Bedda,
ni fån vedda
om min Bællatid i Dâ.
Viss ni som sajta vil varra lid brâ,
så vil jâ fortælla,
mina Bælla,
veddan jâ hâr tjænt mit Brø
bodde som Horra å Halldrænj i Rø.

Men ded va nu forra,
Vâutehorra
ner i Røsen på eni Går
va jå to Somra å vâutada Får;
så ble jâ komfermerder,
ekstremerder
udå Huzboninj lâ ble,
å på min Løn fikj jâ fæm: Dâler te.
Konn hon ble så nagg på’d,
dænjgong hon så’d,
a lâ fikj så fullte Pænj,
sjæjlde me Boninj, då di kom i Sænj!

Mer ska lâ jer fortælla:
To-tre Bælla
hadde Boninj, vår lâ va.
Døttern, dænj ældsta, hed Greta å va
som en Roza,
en Toza,
for hon ville hâ eni Den,
som der va gaminajl å sjæver på Ben,!
Jâ holdt majed å’na,
når jâ så’na,
ble jâ kjesammer å sær,
vrælada højt, når dæni Deninj kom nær.

Så va’d nu ver Røkjijla
nogged sijla
ud På Autaninj jå gjik,
Iva på Greta me eni Gong jâ fikj.
Jâ sâ na min Meninj,
a dæni Deninj
kunje hon godt saj Adjøs.
Greta sâ Ja – å hon gâ maj eni Kjyss.
Jâ hâr tidt forhâuad,
a forlâuad
me dænj Deninj jâ va bled –
seddan sâ Greta å satte Saj ned ……

IBoninj hanj forsto’ed,
ni kanj tro’ed,
jâ ble retad kjørt på Dørn.
Hanj hadde hørt me di sjidene Ørn,
va vi hadde snakt om.
Nok e ded, om ……
Greta hon fikj dygti Pryjl.
Jâ rømmde injan enj Månad forr Jyl.
Døttern hon fikj Krâmpa
får enj Tâmpa,
som a Fârinj hadde sajt,
â skujlle smâgt, fajl hanj hadde maj rajt.

Men monga År e gåna,
sin jâ så’na,
ded e Greta, som jâ men,
sjæjlan ded va, a jâ kom på dænj Lén.
Veddan ded så går’na,
dænj, som får’na,
får en Konna, der e go,
hæjllu å næt – – men ijåns, kanj ni tro,
Deninj lâu maj vedda
på enj Bedda
sjided Skrotobakspaper:
Greta e gjevt å hâr Bælla me mer!

Skrevved udå en~j Manj frå Saltuna. Chr. Wolfsen.)
som nu e fløtt å boer i Bønj.

Boninj Å Greta

Gl. Skæmtevise.

Boninj sâ te Greta i Går:
Falderi, falderâ!
Vil du inte vâuta mina Får,
falderi, falderâ, vâuta mina Får,
falden!

Greta sâ: Nar, minn gonn gjor jâ i,
for vâuta Får ded kanj jâ’kje li.

Vil du varra minn Konna då?
Så goa Dâ du då ska få.

Naj, min Fâr, om du gâ så en Mark.
Dina Folk du hunjtar, din gamla Knark.

La men ble så dinn Toza, du e,
Falderi, falderâ!
Der e anra, Stå anra Pibla te,
falderi, falderå, anra Pibla te,
falderi!

Borkjen På Lynginj

Mel.: Naar Vinteren rinder.

På Hæjlan mod Øster en Borkj der står a
me tynja å pjyskua Gren
å inte ret hoit OP frå Jorn hon nar,
e krogu å lavli, men saj, ja, å hår,
å ded kommer saj å, hon står ena.

En Krøgla hon e vel nok så pånå,
som vâuser mæl Kløpper å Stena,
for Jorn e mæn ør å bår, dæmmeså,
å værvijIt å kålt, nâue Soln kanj na nå
som hon står der så uzal å ena.

A Storminj i Fiskje å Vinitertid
så fæzeli hår e âu me’na,
gjer frønnuer Bark å gjorr Stamman så vid,
men livæl så våuser hon lid ætte lid,
sæl om hon nu må stå der så ena.

A Lynginj å Ened så krabbut her e,
men Lojne di kanj inte gje’na.
Lid Lojne for dom å for Fâulana me,
ja, ded e nok alt ded, som hon hâr å gje,
dænja Borkjen, som står der så ena.

Så næt å så pen e hon livæl bled,
ded saja âu ajle, som se’na.
– God gâ’na sin Plâs, å dæni samma nok e’d,
som dajlista Krona âu hâr hænje gjed,
ja å Kræfterna te å stå ena.

Otto J. Lund.
Hilsen til m. K. Zahrtmann, 1931.

Bornholm, du dyre Levn i Øst

Bornholm, du dyre Levn i Øst
af fælle,s Fædrejord,
du sidste Klang af østlig Røst
i Modersmaalets Kor,
af Malm i Luer fød
du sprang af Dybets Skød,
Aartusinder før Danmark steg af Vande.

Dig Ild og Is og Tidens Klo
har flænget Skaar ved Skaar,
og Frændehaand og Fjendekno
dig boret dybe Saar.
Dog fast som Klippens Fod
var Ættens Egerod,
ukuet end du løfter højt din Pande.

I samlet Sum du skænket fik
al Nordens Trylleri,
men Danmarks Skælmestunder gik
dig aldrig Dør forbi.
Og som i Dag du staar,
i samme Pagt og Kaar
du skal i Storm og Magsvejr stedse stande.

A. J.
»Jul paa Bornholm« 1933.

Bornholms Drapa

Bornholm, du prude Vikingmø
med Sagnets gyldne Spang,
du Moderskød i stormig Sø,
vort Frændehjem, vor Fødeø,
vor Øjesten, vor Odelsvang,
dig vies denne Sang.

Hvor er du dejlig, som du staar
med højhvalt Klippebarm,
i Skrud, hvis Fold som Voven gaar,
med Granenaale i dit Haar
og Lyngblomst-Krans om Hals og Arm,
saa rank og rig og varm.

Hvo fik en Lod i Guds Natur
mer værd at glædes ved?
Her gaber Kløft bag Klintens Mur,
hist fyger Sand og knejser Ur,
mens Eng og Ager bølger fed
om Lundens Grønsværbed.

Og Strøm paa Strøm igennem Dal
med viltre Krumspring gaar,
paa hver en Brink og Aabred smal
der grønnes lys og sommersval
en Løvhal, i hvis Skjul om Vaar
den ømme Fjælstavn slaar.

I denne Hygge færdes end
en Slægt af nordisk Kuld;
der vokser Svende op til Mænd
med Ild i Hu og Marv i Lænd;
der gemmer Pigelæben huld
paa Modersmaalets Guld.

Og her i Løn fandt Frihed Ly,
da fredløs om den drog;
selv Lyn fra Pavevældens Sky,
som tugted’ Land og tæmmed’ By,
kun sjælden hid en Omvej tog
og Skræk i Sjæle jog.

End mindre gøs vor Bondemand
for Ladefogdens Stok,
men dyrked’ sine Tønder Land
som fri og frels i Herrestand,
og frifødt var hans Børneflok –.
Det saa, det ser man nok.

Se, derfor nu vi stande maa
som Stammens friske Skud,
som Frimands Afkom bør vi slaa
vort Slag for Lysets Sejr og gaa
med Blik paa Sagas Skjold forud
i Tidens Bølgebrud.

Lucianus Kofod

Bornholms Historie

Mel.: Blev nu til Spot dine Tusindaars Minder.

Oldtidens vældige Vikingedirage
havde sine Huler, Bornholm, ved din Kyst,
Danebodsættens omvekslende Sage
melder fra din Strand mangen flammende Dyst.
Vaabnene blinked fra Hav og fra Fjeld,
Øksen og Huggerten, Bøssen og Lansen;
Mindernes Norne vov ind i sit Tjeld
Jomsborg med Dybbølbjerg-Skansen.

Nok har her været af Blodskyld og Vildhed,
nok af graadig Rovlyst -og Hærgningers Brand;
kongelig Grumhed, og bispelig Snildhed
slog saa dybe Saar dette lynggrode Land.
Røveres, Borge laa gkjult i dets Skov,
Røveres Skuder løb ud fra dets Vige,
fremmede Voldsmænd med Sværdet skrev Lov,
til de fik lige for lige.

Mangt er her virket af Maxidsmod og Vilje,
Troskab har slaaet Følge med Frisind og Kraft,
Mand efter Mand skrider hen over Tilje,
gæve som de bedste, vort Danmark har haft;
Bues og Ankers dødstrodsende Færd,
Kofoed paa Landjorden, Wolfsen paa Søen,
Bohn som en Kriger og Madvig som Lærd
vidner for Verden, om Øen.

Tiderne skrider, men Gerningen bliver,
altid stilles Krav der til Vilje og Mod,
altid er Plads for, en Ungdom, som giver
Slægten glad, sit “e, sitArbejd, sit Blod.
Maa vi da se, at en Ungdom gror op,
daadskraftig, storsindet, Fædrene værdig,
trofast den staa i en tætsluttet Trop,
kæmpe og virke ihærdig.

Peter Dam.

Borrinjholmarna e få

Mel.: Jyden han æ stærk å sejg.

Borrinjholmarna e få,
dorres Lann e bland di små;
men di ved, a dær d, går
på enj Kløppegrunj, der står.

Kløppan væl i Jorn e sjylt
æjla lid i Soln forgjyjIt,
men i Grunj går Kjijlevæjl,
som gjør Mujl å Kløppefjæjl.

Sæen vâuser tjyjt i Vong,
Skâuinj glemmer Fâulasong;
å som Blomstarna I Ænj

liggja Huzen spredt omkrænj.

Borrinjholmarna e glâ
for de Jemmed, som di hâ;
å på godt di komma me,
når Idi fosst får lavad te.

Ver Ulokker å Uvær
komma di varanra nær;
å i vær en Alvorsstunj
kjænies Væjl å løppegrunj.

Karl M. Kofod.

Borrinjholsmarna

Mel.: Frihed, du Nordens kaekke Mø.

La voss nu få enj lidinj Song
om Borriniholmarna forr i Tier,
veddan di æude å injinj Gong
vijIe me på de nya, der glier.
Jâ hâusar: forra,
veddan vi trajte me Hakkelsekorra,
vannada Krajtur å drev i Båz,
samlada Næjer å lâ dom på Råz;
å minj Fâr sâ: >>Ja, spo daj, minj Horra!

Mel. som >>Du Lan<<, Side 15.

Langt øst for alle danske Øer,
hvor Bølgen stærkest brød,
der slængtes ud tre Klippeskær
i Havets dybe Skød.
De golde, nøgne Sten
blev grønne en for en
og skabte Ly for Maagens simple Rete

Af Kampesten blev Taarne bygt,
en Ringmur svær blev rejst;
et Fiskerfolk nu sejler trygt
med Fok og Topsejl hejst.
Fra Fyrets blanke Hat
udsendes hver en Nat
trofaste Lysblink til hver ensora Skude.

I mørke Jævndøgnsnæmtters Tid,
naar Fugletrækket gaar,
da stævner sære Fugle hid,
hvis Hu mod Lyset staar;
men Fyret,s Fammebaal
er koldt og haardt som Staal,
og mangen Sangfugl knækker her sin Vinge

Vi elsker alle denne Plet
i Solskin og i Regn;
vi bøder vore Fiskenet
og vore Havers, Hegn.
Hvor end i stævner frem,
vi Iænges mod det Hjem,
hvor Fyret er den faste Ledestjerne.

H. Hjorth.
Af >>10 bornh. Sange << 1939.

Driv Ud -

Driv ud, driv ud, minj lijla Flok,
me Kalla, Kjør å Studa.
Nu hâ, ni ju vad inja nok,
nu e der Græz deruda,
driv ud, driv ud i stâdi Gong
driv ud, driv ud i Mark å Vong,
i Stådi Gong,
i Mark å Vong,
nu c der Græz deruda.

Mit Dæggjelam, du âu må me,
jâ ska din Flaska varma,
å præv nu, om du kanj Saj Bæ,
imens di anre larma,
så følles vi i samlad Flok,
hojl daj te maj, så går’ed lok,
i samlad Flok,
så går’ed. nok,
når der e Græz deruda.

Men viss nânj å jer væk nu kom,
imens vi e deruda,
så driven bârstans ikkje om,
men vijl på Grønsværspuda,
Når så ni lyes, hør ni nok
mit Hâdrivjemm, som for min Flok
jâ slynger,
som ni kjænja nok,
når der e Græz deruda.

1. Vers mundtlig overleveret,
2. og 3, Vers af Margr. Kofoed.

Fædreneø med din skønne Natur

MeI.: Lykken er ikke Gods eller Guld.

Fædreneø med din skønne Natur,
bølgende Land for mit spejdende Øje.
Graasprængte Klipper fra Tidernes Ur,
Udsyn og Vidsyn fra hjemlige Høje.

Fædreneo! I den græsklædte Dal,
Ekkoet gjalder mod Urfjældets Bringe.
Ene jeg sidder i Løvskovens Sal,
hører, hvor Skovbækkens Sølvklokker klinge.

Fædreneo! Naar i Tanken du randt,
Minderne straaled’ fra Barndommens Dage
Aarene kom, og Aarend svandt,
Minderne har jeg dog endnu tilbage.

G. P.

Fiskjed begjynjer alt

Mel.: Herlig en Sommernat.

Fiskjed begjynjer alt
Blân falma for Gjevalt,
Dâna bler morkja å kårta –
Giøjn hanj hâr rezt sin Vaj,
Jylkattini gjemmer saj,
snârt kommer Natten dæni svårta.

Tæt flojer Råg å Starr,
KjyjIn hon bler varr å varr,
Markerna e alt så gojIa –
godt e’d, a Vinjtersæn
grønas for Sommarglæn
midt i ded svårta å kojla.

Snârt gjorr vi Stâuan mijl,
Kakluns- å Lâmpeijl
sjinnar i Autana longa.
Midt unje Viniterinj
kant vi hâ Sommarsinj
å sjynga hæjllua Songa.

Karl M. Kofod.

Af »Harraslævan«,

H.C. Kofod, Graneli

Mel.: Hr. Oluf han rider.

Det skinned’ af Sol over Lyng og Granit;
men Heden laa har og gav ingen Profit.
»Jeg spilder min Kraft paa, den Lyng«, sagde Solen.

Det risled’ med Regn over Sandjord og Sten,
saa Mosen blev sur, og Sten vasket ren.
»Min Grøde forspildes i Sand«, sagde Regnen.

Der vanked’ en Yngling paa Lyngheden mørk.
Han stirred’ med Harm paa den soltørre Ørk.
»Men her er jo Varme og Sol«, sagde Kofod.

Og unge’Hr. Kofod han saa paa den Regn,
der faldt uden Frugt i den soltørre Egn.
»Men Vand gi’r jo Grøde i Muld«, sagde Kofod.

Hr. Kofod han spytter i Næven med Lyst
og vover med Lyngen og Stenen en Dyst
»Med Sol og med Regn faar jeg Sejr«, sagde Kofod.

Hr. Kofod han ased’ og sled som en Hest,
han gøded’ og planted’, som han kunde bedst.
»Ret saa – det er noget for mig!« sagde Solen.

Han planted’ med Snille og forsked’ med Flid
og plejed’ med Omhu og pas,sed’ sin Tid.
»Og jeg giver Væde til Vækst«, sagde Regnen.

Og Haven den hugned’ med Bunker af Frugt,
og Skoven stod mægtig, og Kornmarken smukt.
»Hr. Kofod fortjener et Kors«, sagde Kongen.

Hr. Kofod han talte om Haver og Skov
og hjalp og forklared’ hvor blot han fik Lov.
»Nu gror det jo rundt paa, min Ø!« jubled’ Kofod.

Hr. Kofod han sled, indtil Haaret blev graat.
Da følte den Gamle, at Hvile er godt.
»Du Løn har med Ære fortjent«, sagde Folket.

Et Minde blev ristet i Sten ved hans Gaard.
Hans levende Minde i Hjerterne staar:
»Gak hen og gør ligesom jeg«, siger Kofod!

Andr Hansen.

Hâranj

Bonini gjikke på Marken å drev,
tralala-la-la, gjik på Marken å drev,
hanj hijte enj Hâra, som der sodd å snev,
tralala-la-la, tralala.

Å Boninj tâu Hârani me jemm, te saj.
»Se hær, du min Moer, va jâ hâr te daj!«

»Naj sæll’inj hæjler, så e du så rår,
å Pænja få vi, min Jarta Fâr.«

Å Boninj hæn te Præstinj gjik,
enj Sjillinj hanj udå hannem fikj

Men Hârani rapt frå, Præstinj sprong,
å Præstinj floj ætte i Kjâulinj så long!

A Hâranj sjyjIde saj bâg en Ré,
å Præst å Kjâul røj ad Hekkenfeldt te.

(GI. Skæmtevise.)

Horâ for Borrinjholm!

Mel.: Skudan hon vaggar.

Kom, Kommerâter frå Kløppernes Ø,
her ska di dive Pokâlerna svinjes,
å Borrinjholm ska me Horârâw minjes!
Dsenj mejllem Ør e denj bæsta, der finjes!
Dær e vi fødda, å dær vil vi dø

Dær hâ som Baella vi læjt monginj Gong,
hoppad på Kløpper – lemydia Kroppa –
haskad som Ægern i Æjarnes Toppa,
lyds ætte Larkan, som svong saj højt oppa,
hørt, når ded kæjldes, vår Klokkarna klong.

Dær hâr di henfârne Slajter gåd om,
rôt ud på Haved å trajt dorra Lajsa,
plojt dorra Marker, å svinjt dorra Lajsa,
mens di frå Bakka Io Bawnana knajsa,
for å ble tænda, når Fieninj kom.

– Lænje du læua, du dajlia Ø,
Fædrelannsforpåst, vår Bøljarna rojla,
Dannebrog hajst âuer Hoja å Voila,
dær ska du stå nar vi e unje Moila.
Daer e vi fødda, å dær vil vi dø!

K.H. Kofoed
Af >>Nogle Sange << 1932 . [/av_toggle] [av_toggle title='Horrabællina, Som ble Joramoermanj' tags='' av_uid='av-48r4kih'] Mel.: Gubben Noa. Horrabællinj sporr en Kjælinj: Va e 'd Klokkan slår? Spo daj nâd å løvva jemm te Sijl å Søvva, skræj Madammen, Bællinj va men triffile-fira År. Bællastompinj vænde Gompinj jemm, te Søvvafâd. Hani tâu, Sjen å spizde, slahbada å fnizde, ble som lidinj ota, sjidinj, når hanj fikj sinj Mâd. Horrinj vâuste, men hanj hâuste nâue va hanj hed. Når hanj skuffle læza, snødde hanj sin Næza, men hanj fikkje livæl ikkje nogged ud å ded! Vaskad rener giik hanj pener te enj Sjipper hen. Dær hanj fikkje Hyra ud me Jajten »Thyra« ...... sjøsjøg ble hanj, læje te hanj kom i Lann ijen. Hanj for lænje klævde Brænje hos enj Bâgara, sa hans Ben ble sjæva, å hanj måtte præva hos enj Broer, der va goer Pottamâgara. Udi Vonginj lå hanj monginj Gong å tænjte på, om hanj skujlle fraja te en liden Paja, men å saj'ed ble'nj for majed, ja gonn, dæmmeså, Sânt å saja, injen Paja tâu et Sjævs som hanj, - men så kom enj Ænjkia, å så kanj ni tænjkja: Skobbatrâued ble forlâuad ...... Joramoermanj! Johs. Birch. Ved Nationalf. Bornholm's Aarsfest 1918. [/av_toggle] [av_toggle title='I Mârn E’D Jyl!' tags='' av_uid='av-47gytzd'] Mel,: Højt fra Træets grønne Top. Kårta, svårta, sjymma Då, Autana så longa! Bæstemoer, mijl å glâ, nytmar Jylasonga. Âueralt e stor Staltaj, Fâr hanj går å gassar saj, å te goa Venner Jylakårt hanj sænner. Moer hon må fæjes me, hon ska Kâga bâga, Anna - lindinj Stompinj e - vil hâ Lâu å småga. >>Liden Skre du her ska hâ,
å når du vil varra brâ,<< få te Jyl en Dokka om kanj Iven lokka.« Hâns hanj vil nok jælpa Fâr Jylatræd å hænta, for hanj løvver, å hanj hâr foje Tid å vænta. Ræjti stort ded varra må, helt te Tijled op ska'd nå, Lyz å Korra granja, monga Kâgemanja! Bællana, som læja Sjyjl, glømma rent å tælla. »Tra-la-la, i Mârn e'd Jyl«, ajle e som Bælla. Jyln hon vârar ver te Knud, vess hon inte drives ud te Fâstelann, jâ troer - sporr mæn Bæstemoer! Otto J. Lund. [/av_toggle] [av_toggle title='Jâ va lidinj Horra ' tags='' av_uid='av-45bi4gp'] Jâ va lidinj Horra jâ skujle vâuta Får, ja vâuta Får, ja vâuta Får, for jâ va lidinj Horra. Jâ kom ud a Lynginj, å Fårn løvv dorra Vaj, for jâ va lidinj Horra. Jâ løvv ætte Krajturn, men hinjde ikkje dom, for jâ va lidinj Horra. Jâ så Soln å sjunka, men Fårn va bâra væk, å jâ va lidinj Horra. Jâ løvv jemme te Gårinj, men Fårn di va'kje dær, å jâ va lidinj Horra. Jâ fikj Pryl å Boninj, men Moer gâ maj Mâd, for jâ va lidinj Horra. Jâ e lidinj Horra, men God bevârar maj, bevârar maj, bevârar maj, for jâ e lidinj Horra. [/av_toggle] [av_toggle title='Jemm' tags='' av_uid='av-44bhed5'] Som enj moersjøger Unga hâr jâ lajntad långa År. Lanned, vår min Vagga gongad, drâr maj, vår jâ går å står. Dina Kløpper, dina Dâla, diva Brødder, grøna Sâla, Strân, vår Sjøna brød å rongad, alri maj å Minje går. Haved, Haved, når de stormar, å de slår mod Kløppan hojt, koger inj i Skår å Rævner, slås itu té Skom å Sprojt. Vinjen izkåjl bider, brænjer, Vædan tæt for Syned stænjer -- Fâulaskræj i Sâu å Dønninj, Hav å Hemmel alt i ét. Lajntad, lajntad hâr jâ lænje - alri fânt jâ Ro nânjstâ, ena dær, vår jâ hâr jemma, va jâ lokkeli å glâ. Om'ed bâra så e Drømma, Krjijler sprinja op å strømma, Fraintid spirar i dit Gjemme unje Strå å vizna Blâ. Hâdrivjemm jâ hør så ota Gjenly å, når Sol går ner. Sproged for mit Øra tonar, sjunga sæl, jâ må ble ver - Orn di liggja på min Tunga, sjunga må jâ, sjunga. - sjunga - Glæ å Trøst, som alt forsonar, strømmar frå dinj Hemmel ner. Elna Schöne. Af »Nya borrinjholmska vizer« 1926. [/av_toggle] [av_toggle title='Jyla - Autan' tags='' av_uid='av-42hha8p'] Nu hâr Møer bryit å bâgt, å ajle Fâd e fuilla. Jylatræd står grant å râgt å væntar på min Snujlla. Rent å pent i vær eni Krog å Solsjinn i vært Iva .... Snujlla får en Billedbog å Bæstefâr en Piva. Alt, va der hâr pint å tryjt å knoggad ner mit Sinje, alt, va der va ont å styjt går maj nu rent å Minje. Bællahænner târ maj fat - nu ska, jâ Lyzen tænna, å så danjsa me mini Skat så flinkt, jâ kanj maj vænna. Jylasalman svinjer saj i Sjy på Tonevinja, stâuan lissom hojnar saj å Kjærkeklokker rinja. K. A. Petersen. [/av_toggle] [av_toggle title='Karna E Glâ' tags='' av_uid='av-40o26ah'] Jâ e så glâ, sa jâ næstan kanj gjyza, âuer dænj Manj, som jâ får. Vi vil hâ Fest, sa vært Iva ska lyza Hâns hanj hâr fåd saj enj Går! Va'd ænj lid trânt, livæll vi fânt Udvaj, sa Brojlluped står. Hâns e enj Manj å ded ræjtia. Slaved, hanj hâr fortrojllad maj rent. Ikkje enj Lâz æjlle Løm vænner aved, å som hanj sjynger då pent. Arbajeds Gong bler ver enj Song Læj frå om Mårninj te sent. Vår ska jâ passanj å stoppa hans Stromper, vaska vært Fâd å vær Kop; å når om Autaninj hanj spillar Lomber, så vil jâ sæl vakta op. Om hanj kanj li nåd me nâd i, linnar jå båran enj Prop. Havanj å Hønsen di ska varra mina; Kjørna å Hæstana hans. Jâ sjøttar mit, mæns a hanj syzlar sina, rier me Follanj te Vanns. Gårini ska ble, ded ska ni se, bær inj nânj anj hær te Lanns. Å så imæjllem så ska, vi væll sidda seddan å hâ'd for voss sæl. Så vil hanj tâ om mit Liv, kanj jâ vedda, gje maj enj Kjyss væll imæl. Seddenen Stunj -- seddenejn Munj -- Jâ e så glâ - koss ilæl! J. P, Kuhre. Af et utrykt Skuespil [/av_toggle] [av_toggle title='Krågan' tags='' av_uid='av-eciut5'] Boninj hanj red saj i Æjeskâu, haj, kom falderide-rallala, dær så hanj en Kråga, der sodd i et Træ. Ded dunrar i Boninj, kom haj, falderi, falderallala! Boninj hanj spænde sinn Bøssa for Knæd, så skodd hanj te Krågan, sa hon storte frå Træd Krågan tâu hanj jemin te sit Huz, å Tallinj hanj støfte saj tâl Pâr Lyz. Kjød hanj saltada i Tønjer å Kâr, så nær som en Sjinjka, hanj gâ te sin Fâr. Å Huen syde hanj tâl Pâr Sko, å Kråsinj hanj gjore en Moggeso. Me Fjærana tajte hanj tâl Rom Huz, å Gompinj hanj gjore te et Drikkakruz. Å Hâud hanj gjore enj Kjærkeknap, å Næbbed hanj gjore enj Tønjetap. Å Skråved hanj gjore et gongenes Sjev, haj, kom falderide-rallala, ded stosta, som nânti på Haved drev. Ded dunrar i Boninj, kom haj, falderi, falderallala! [/av_toggle] [av_toggle title='Længst, I Øst' tags='' av_uid='av-3y5juwp'] Her, hvor Kodans Bølge knuser sig -til Skum niod Klippebryst, her, hvor havfrisk Blæsten suser, her er Danmark - længst i Øst! Som en Forpost, som en Vagt helt fra Bue Digres Dage, aldrig saa din Søn tilbage, hvor hans Virke først var lagt. Om din Fortids stolte Minder hvisker Vinden i sit Sus, mellem Krat og Klippetinder fløjter den om –Hammershus. Af din Samtids fulde Bryst lyder over Vang og Vænge danske Toner, danske Strenge: Du er Danmark - længst i Øst! Knudret Eg sin-Krone løfter, Bøgen bølger blødt sit Haar. Dine Dale, dine Kløfter som et Værn om Vagten staar. Over Ø fra Kyst til Kyst dine røde Blomstersenge var vor Vugge - uden Gænge – du - vort Danmark - længst i Øst! Er din Skare nok saa ringe, end dit Værn dog stande tør, svinge frit den blanke Klinge, Digres Æt, der aldrig dør. Og ved Danmarks Moderbryst, vil vi hviske - stolt og stille: Her, hvor Kodans Bølger trille, vaager end din Vagt i Øst! J. P. Kuhre. [/av_toggle] [av_toggle title='Liden Stina' tags='' av_uid='av-3wf9pbd'] Liden Stina hadde Iven som to Stjerner små. Allrahælst va'd Smeddens Hannes, Stina tite på! Dikke do å daja, nikke no å naja! Allrahælst va'd Smeddens Hannes, Stina tite på! Stina bânt i Râuahøstinj ætte Hannes' Sajs; så på sjøns hanj bâra te'na, ble hon rø mæst, strajs! Sodd di så ver Unjarna i Râuinjs Stakkasjæl, Drikkalajl å Mådakorr va Sjæled dom imæl. Lyzte hansa Ansajt då, som, Soln hon gjorr, i Maj, tælla Âuseds Kjærna små nok Stina spode saj. Snakte hanj om Huz me Avl å Hyjl bâg Havagjâr', læjde bon me Strøjespån - å hadde injed Svâr. Foldes di frå Marken- jemm, å Månanj hanj sto runj, nev hanj na i Kjæutana å kjysste na på Munj! Laurits Wessel. Af »I Piblamarken«. (Med Tilladelse af Colbergs Boghandels Forlag, Rønne.) [/av_toggle] [av_toggle title='Lijla Moer' tags='' av_uid='av-3u0t4uh'] Injen Moer e som minn, lijla, lijla Moer, mijl å go i Sinj å Sjinj, lijla, lijla Moer. Lânt som Soln hâr strajt sit Sjinn, finjes ikkje nân som minn lijla, lijla Moer. Du hâr tâd maj i dinn Favm, lært maj villut gjorra Gawn, veddan ded maj æjla går, alri glømma Fâdervor..... Injen Hånn va blød som dinn, når hon lokte saj om minn. Injed Mål så hæjllut klong, som i Moers Autansong..... Derfor sjyjlar jâ daj alt, alri kanj jâ få'd betalt. AIri næjndes du å tâ, bâra jolp å bâra gâ E du gammal nu å træt, hâr du gjort maj Lived læt. Du hâr jawnad Vaj å Staj visst for monga fler inj maj. Lægi mæn nu dinn Hånn i minn, lijla, lijla Moer, så ska jâ nok varma dinn, lijla, lijla Moer, å når Sjymninjen bler long, sjynger jâ dinn ajinj Song, lijla, lijla Moer. J. P. Kuhre. Jul paa Bornholm« 1930. [/av_toggle] [av_toggle title='Mala Râv' tags='' av_uid='av-3ssjcax'] Mel.: Marken er mejet. Nu hâr jâ fåd mina Mârnsyzler klârad, bodde Sijl å Søvva på stånes Fod jâ tâu. Nu ska jâ bâra hâ Sajsinj lid hârad, så får jâ væl præwa å gje maj på min Râu. Lajt saj hâr ju nânj, viss a jâ kanj tâ'nj, så får jâ nok Arbaj ded mæsta udå Dânj! Brombærn i Rén hænja, blânka, å Duggen, gjemda unje Nætted, som Ederkoppart spând. Râuastrån svaja å fajla for Huggen; når jå strøjer Sajsinj, ded høres lyt å lånt. Se, vår glat hanj sjær! Kanj ni gjorra'd bær? Sjâulit e’d å maja i sennet Høstavær! Når a nu Moer får åsjøtt derinja kommer hon å Pajan, ded vedd jâ, a di gjorr. Di nørla, på me å næja å binja, jâ ma sajta spo maj, om lâ ska højla for Longa, saja Tav, mens inj e i Drav, når inj går å majar, e’d godt å hâ lid Lav! Jå e alt bled bodde tosstuer å svitter, monne di nu hâusa å tâ Drikkaflaskan me? Nu hadded æjla vad rârt me en Bitter, bâra sennen. liden me enj Søkkerbidda te! Sypinj, dæmmeså, e inj vænder frå, men Møer lâude Kâga, når jâ fikj majad å! Duggen e alt ver å fajla i Siden, Soln e unja Bakkana, e ver å gå te Ro. Vi hâ nu slet ikkje drahbad me Tiden, nu ska vi begjynja på alrasista Mo. Ravsa Stykkjed rent ded bler nok for sent, men kanj vi få'd stakkad, så kajler jâ'd nu pent. Når vi nu hâ fåd'ed samlad i Pjotta, å ded så vil torra i trijlle-fira Dâ, så ska vi se å få'd injkjørt me Lotta, sæl ska jå nok sænna, å Pajan hon kanj lâ. Ded går som en Fæst! Hyps, min lijla Hæst, stramma mæn i Tojed, for nu e Lassed læsst. Nu hâr du ståd å hat'ed godt hela Yggan, hâusa, lijla Lotta, ded e hær, ded forregår! Thia târ unjan frå Sænnahollslyggan, Moer hon. ska trokka, ded e nâd, hon forstår. Tunga Næjen e, godt di vaja te, di ska nok gje Kjærna, ded ska ni få å se! A når tesist vi hâr Râuinj på Tijled, Forårssæn i Golled å æjla alt går væl, så kanj vi tænjkja så småt på Høstagjijled, ja,ded bler men lided, vi hojIa'd for voss sæl. Men lid goey Måd ska vi hå på Fåd, nårvi fost te Huza får Skræjelassed tâ'd! C. Lyster. [/av_toggle] [av_toggle title='Midt uda i salten Østersjø' tags='' av_uid='av-3r2doqx'] Midt uda i salten Østersjø, der dokkar å Bøljerna op en Ø. Hon vilar så støt på Kløppegrunj, å dær hâr hon liggjed frå Âriljs Stunj. Vi kjænja ju hænjes gamla Navn: Burgundarholm, vor Fødestavn. På Øn der står Skâuinj Somrinj long så fresker å grøner, mens Fâulasong inj hør over Mark, i Lunj, på Ænj; di grajeste Pibla inj møder på Stænj. Å hær hâr jâ funjed min Fæstemø - på Borrinjholm, min Fødeø. En Mârnstunj, forrinjan Soln står op, mens Duggperler,blænjkjar.i Grânetop, inj sjømtar frå Hammarinj Kristjans Ø, A divt, nera liggjer så blå enj Sjø ..... då kunje jâ trykkja daj te min Favn mit Borrinjholm, min Fødestavn. Når Stjernarna blynjka på Hemlinj blår, mens Sjyen på evia Rezer går, å Månanj hanj sjinner på Bøljan vitt, då tænjkjer jâ stolt, ded e mit, ded e dit. Ja, hær vil jâ læva, hær vil jâ dø, på Borrinjholm, min Fødeø! Daniel Andersen. (Slutningssang af Syngespillet »Kjøvvenhaunarinj« 1943.) [/av_toggle] [av_toggle title='Minj Bæstefâr, Fâråjâ' tags='' av_uid='av-3pc4lqh'] Minj Bæstefâr hadde enj lidinj Går å Sjit å Lort å Lausurt - tol-tre Kjør å tijIle-tâl Får å fyjlle-fæm Øj i Lynginj. Å ættinj va, der en Kjista fujl å Sjit å Lort å Lausurt - Vânta å Hozzer me, Søll å Gujl, å Pozza me sjidena, Sædla. Minj Fâr hanj mærglada Lynginj ner å Sjit å Lort å Lausurt - hanj byjde Stâuhuz, Lâ å mer, å fløtte Møjed frå Gårinj. Å ættinj va, der enj pener Går me Huz å Hæz å Hava - tâl-fjâurtan Kjør å fyjIle-fæm Får å Primiavrønsk tevessa. Men jâ hâr Flaggstång å fint Klaver å Huz å Hæz å Hava - Tâg âuer Møjed, ti Krajtur mer å en Plantâsja i Lynginj. Å ætte maj e der Sjyj1 å Gjæjl på Huz å Hæz å Hava - Minj Horra fløtter på Lynginj ud te Sjit å Lort å Lausurt. Peter Dam. [/av_toggle] [av_toggle title='Mit Je Mmlanns Minje' tags='' av_uid='av-d6vsrd'] (Kan ogsaa synges paa Mel.: Den danske Sang er en ung, blond Pige.) Vår Haved rezer sin vida Mânka, â Havbârn dønnar i Østanvær, mens Sjyen svârta i Loften vânka, å Sjønj går hårt âuer Sten å Sjær, der møder Kløppan me håra Sier mod Sjønj, som vaelter sit svårta Vann, en Strân saj op âuer Haved strier, mit Jemmlanns Strân å mit Bællalann. Å monga komma her hid å saja, a detta Lanned e hårt å vijIt, men alri fâ jâ pâ mina Vaja et Lann, som gjore mit Sinj så mijlt. Ded e så stille, når Haved tajer. Der sodd vi forra, når vi va små, A lydes ætte, va Fâulinj sajer A Vinjen sjunger i Læw å Strå. I Song. så lyzer, i Song, så morkjer. mit Jemmianns Lajntan sin Tona fânt. Å Vinjen song dænj i Hyjl å.Borkier, Å Moer song dælj ver Vaggans Kânt. Å om jâ søjte på anra Vaja mod nya Toner i longa År: NÅr anra Vizer i Sinjed taja, dænj Songinj foller maj , vår jå går Jâ, hør dænj nuna inu dærinja. Jâ bær dænj me maj, så lânt jâ fôr. Å jâ hâr sport maj: Vi vil du vinja? Kansje en Grav i en frammad Jor. Jâ fânt vel lid, vår jâ sin hâr vâkad men alt kanj møstes ijæn enj Dâ - kuns Minjed, som jâ hâr jemma sânkad i Bælladâna kanj injinj tâ. Mit Jemmlanns Minje!, Bler Dâna tunga, daj hâr jâ altid mit Sinj te Trøst, for du bler hos maj, å du vil sjunga din mijla Song, når jâ alt hâr most. Å når jâ, liggjer â. alt ska glømma, bler du ded sista, der svinjer hen. Men kanj jâ gjimder i Graven drømma, så vil ja drømma maj jemm ijæn. Chr. Stub-Jorgensen. Garnmalt å Nyt 1930. [/av_toggle] [av_toggle title='Moersmåled' tags='' av_uid='av-3lwcdcp'] Frå fossta Dâ i Skolan jâ fikj Fodinj injom Darn, jâ følde snârt, a ded va rârt, når Deninj sâ: »Mit Barn!« Men livæl mera hojtidsfuji å hartád hælli ble vær en Stunj, a Moer sâ så mijlt: »Minj Bælli« Semænj kansje jâ kjiv'åd ble, når Lajsan hon va strænj, å glâr ble jâ, når Deninj sâ Dânj ætte: »Godt, min. Dreng! « Men livæl anjlens varmt i Jartad kunj'ed giorra, når Fâr hanj sâ i Mæjlanstynjer: »Godt, minj Horra!« --- Di Dâna svânt. --- Âu jâ maj fânt en Pibel go for maj; men ded va svært å sensamt lært, di Orn: »Jeg elsker dig!« Jâ nâue nânti fikj'ed sajt, å sin e komna å gåna monga År, --- ilæl jâ menar om’na. P. A. Larsen. [/av_toggle] [av_toggle title='Pær Koffed' tags='' av_uid='av-3kxc2zd'] Pær Koffed va gammajl å maver å sjæver, hans Fødder va. trømlua, Syned va, lort; hanj hostada majed, va temmeli dæver, lå ota i Sænjen, fikj injentinj gjort. Hans Hånn va blen knoklu i Kâmpinj dænj longa, som Fattifolk kjæmpa for Føn å for Klær; me svâgeli Konna å Bælla så monga, så måtte der slævas i ajle Slavs Vær. A når hanj frå Arbaj kom jemm for å sava, forslævader, trætter å svetter å sær, så va. der så majed å årna å lava; ijæn tåu hanj fat. - Ded va Lived for Pær. Men Lynglodden brød hanj, fikj Avlsjorn forøjad, å Râu å Kantofler ded kunje hon gje, då fost hon va mærglad å drajnad å møjad. Hans Bælla di jolp'inj, då di vâuste te. Ja, Bællana vâuste, ble stora å pena å raska å starka! Så reste di væk, -- Amerika tâu dom, di gamle ble ena; så dø Pærsa Konna - å Pær fikj enj Knækj. Hanj bâ monginj Gong: Harre God, la maj fløtta, jå lajntar herfrå. Her e Trøbbel å trânt, nu e jâ så ensammer, gjor injen Nøtta, å væk e vær Ven, som i Lived jâ vânt. God høre hans Bøn, å nu liggjer. Pær Koffed me Kors âuer Graven et fredhellit Sted Å alri i Lived jâ nogginj hâr troffed, som bære fortjænte å vila i Fred. K. H. Kofoed Af >> Nogle Sange« 1932.

Pajan Sjynger

Jâ bode ver Haved enj Gong,
minj Fars dorra Ophojl å’d fikj,
å alri va Tidens rnaj long,
mens Dâna di gjik,
for Haved va forran å Skâuana bâg
å Kløpperna runjenomkrænj,
å lojn, va vor Stâua, å tæt va vqrt Tâg,
å glâ giik jâ altid i sænj.

I Lykkjan, vår Ån løvv forbi,
Jâ bredde I Solsjinned, Garn,
men Bællana trødde deri
å Gjæsen, di skarn!
Om Autaninj Manjser te Bådinj jâ bâr,
me. Horrana, Far tâu I Vrâg,
å Sjyen va rø, sa I Iven ded skâr,
Men når vora Sjøfolk kom jemm, ble der Danjs,
å væl va vi tre+fira Pibla te Manjs,
men én va dænj bæsta I Sjyjl!.

Jâ hâr’ed ju godt, vår jâ e,
Å tjæner âu ærlit mit Brø,
Me Skâua å Sjø,
Te Huzed, vi hadde, så lided å pent,
Te Ungdomminj, som e forbi –
men sajta ded bler, som Vorhorre hâr ment,
å ded får inj finja saj i.

Peter Dam

Plâukarinj

Hyp! Hyp! Vil ni gå!
Hæstaskâla, krænj maen på!
Vi ska hela Marken ploja,
forrinj vi må sloja.

Hyp! Hyp! Gamla Mær,
du ska ritte varra sær!
Vil du ajta daj, du bruna,
inte gå å sluna!

Hyp! Hyp! Ded va ræt!
Nu går Plâuinj mera læt.
Bâra ni je ræjtit stæjla,
ska jâ inte sjæjla.

Hyp! Hyp! Se, vår pent,
Plâuini nu kanj sjæra rent
læggja Jorn i tynja Sjiver,
Madkana opkriver.

Hyp! Hyp! Hoij nu Trop!
Rågana voss passa op,
se, vår di i Holforn leda
ætte Orma feda.

Hyp! Hyp! Ble nu ver,
Soln han Sækkjar mer å mer,
å når han går rier bâg Skâuinj,
spænier lâ frå Plâuinj.

Ptrå! Ptrå! Høren ni,
nu vor Plojninj e forbi.
Nu ska ni få Hø å Havra,
– jâ går inj te Lavra!

Karl M. Kofod.

Ryskjærketurn

Gl. Dansemelodi.

Gamla Toza, læver du inu,
gamla Toza, læver du inu,
læver du inu,
læver du inu?
En, to, tre, fira, fæm, seks, sju!

Borrita å Greta, e ni ause dær,
å Kjestena, naj se, vår hon kanj danjsa me sin Pær,
å Marria, naj se,
å Stina e der me,
å sikke monga hæjllua små Pibla der e!

Kom, lijla Âna, danisa me maj,
du vedd. ikkje, vår majed. jå hojler å daj!
Ja, støt daj mæn te maj,
å se lidt mijlt te maj,
å didelom å didelom å didelomdaj!

A når så dænja Turn vi få tân,
så sætta vi voss ner å fæggjas et Grân!
Enj Kjyss ded får du,
å eni te inu,
å enj, to, t-re, fira, fæm, seks, sju!

Sagnrige Land

Sagnrige Land, hvis stærke Bringe bryder
Bølgernés Magt.
Ungdommens Sang fra glade Læeber lyder
højt om din Pragt.
Sknhedens Krans blev flettet om din Pande,
AIvorens Drag blev mejslet i Granit, —
over dunkle Vande
knejser du frit!

Over din Stengrund kærligst lud sig breder
Muldjordens Skat,
Agrene grønnes, Sangen bygger Reder
trindt om i Krat.
Højskovens Stammer tæt i Dal sig samle,
Skovsøen drømmer tyst blandt Birk og El,
spejlende dit gamle
modsdækte Fjeld.

Ensomme Vagt paa Strandens Klippeleje,
smuldrende Mur!
Tonerne tav, som vidt ad Havets Veje
klang fra din Lur.
Ruger du mørk og stum paa Mindeskatten —
Hammerens Blus blev tændt for Nutidsfærd,
sender gennem Natten
trofast sit Skær.

Dejlige Fjeldø! Lær vor Ungdomsskare,
Minderne tro,

frejdig i Storm og Brænding at forsvare
Fædrenes Bo,
lær os som du at smykke Klipper golde
liftligt med Vaarens friske, rige Dragt,
og i Mulmet holde
lysende vagt!

Ved Studenter-Sangforeningens Besøg paa Bomholm 1891.

Sjinjmyra - Valsen

Gl. Dansemelodi.

Karinj: Kom hær te maj,
så før jâ dal
rundt i Danisini me maj.
Pajan: Se, hær e jâ
du får mæn tâ
å valsa me maj,
Karinj: Tak, jâ hælsar dai.
Pajan: Tak, jâ hælsar daj.
Bæggje: Tak ska du hâ,
jâ e så glâ,
Tak ska du hâ!

Karinj: Kom hær te maj,
å saj så maj,
om jâ må kjyssa daj.
pajan: Vist må du i,
kjyssa, nar fi,
ded Jâ’kje kani li
Karinj: Â, sjita pyta vel ?
Pajan: Præv så, Om du får Hæjl.
Bæggje: Tak ska du hâ,
jâ e så glâ,
Tak ska du hâ!

Sjøkarinj

Skudan hon vaggar på bruzenes Sjø!
Sajlen i Toppinj, å la’na. mæn bråga,
strammen i Sjøden, di slingra så slâga,
hàsken i Vanten, deroppa stån râga,
høden frå Mærsen ad vesslenes Sjø!

Forra på Bojden der vad vel så sjønt:
Månanj hanj titade ner idi Væjllen,
Stjernarna blynkjada hæjllut i Kvæjllen,
Gamstajna, Lamsinja bizzad bâg Fjæjllen,
bajtuer Gåza hanj nipada Grønt.

Jemma jâ hâusar som Horra jâ song
Vezzeliroa for Fârsa dænj lijla;
ud idå Bakkanj der serlad en Kjijla,
Vanned i Kjijtan om Autaninj sijla
hænte vi Bælla dær monginj enj Gong.

Fjælstauna sånge så næt på dænj Lén,
uda i Lykkjan der hoppada Vivan,
Horrinj språng ætte me Salted i Nivan,
Gøbbanj såd gronjuer å smakkad på Pivan,
Karinj å Pajan di fæggjades i Rén.

Ârtelit va’d âu i Krak å i Vong,
Blakka på Baska så fæzlian stångad,
Tjyrinj hanj bromlad, sa Kløpparna fongad,
Horrana Follanj på Bakkana fongad,
— lydes, når Piblinj sit »Hâdrivjemm« song.

Tilia Hørrinj va oppa vær Mârn,
haskada vijlter i Æjarnes Toppa,
Røddan hanj sjæulde for Skudan deroppa,
å så lemydier kunje hanj hoppa
ner frå di Grinjer på Trappan ver Darn.

Alri så hæjllua Pibla jâ så
som di derjemma, ja, ded må jâ sanja:
Vissa som Pinjstagg, som Sjinjara granja,
râga som Pila å starka som Manja.–
Bârstans a jâ en å dom kunje få!

Mæn då’nte livæl jâ byta vil nu:
Sajlen di romma på slørenes Skuda,
Tâuen di piva, å Stormana tuda,
Sjøna di trava så jemmska heruda.
Ja, ded hâr Fâza. Ja, sløra mæn du!

J. C. S. Espersen

Sommervise

Dejlig er du, vor Ø.
Fiernt bag den havblaa Sø.
der blomstrer saa smukt dine Haver;
frit paa den bare Jord
dækkes saa rigt et Bord
bugnende af gæstfri Gaver.

Tæt ind mod Bondens Gavl,
guldgule Agres Tavl,
omkranses af Skov og af Lunde,
lyngdækket Bakkeland,
Klitter 0g Flyvesand,
Borgruiner, Offerlunde.

Klipper med dybe Skaar
mosklædte, stejle, staar
soldirrende Dagene lange.
Gennem den lyse Nat
klinger fra Lund og Krat
Nattergalens søde Sange.

Dejlige Sommertid!
Klitten er solskinshvid,
se, Hjelme or Marehalm blunder.
Havet er stort og frit,
Bølgerne vugger blidt,
Solen, Iæger alle Vunder.

Dejlige Klippeø –
Fjernt bag den natblaa Sø,
der tindrer Fyr som en Kærte.
Naar jeg skal søge Havn,
aabn mig din stærke Favn,
lad mig hvile ved dit Hjerte.

H. Hjorth.

Til Mit Hjemland Borringholm

Du Land, der som et Skjold er lagt
paa Havets brede Favn,
for Danskeriget, tro paa Vagt
mod Østen fremst i Stavn,
op om din Klippefod
skumbrydes Bølgens Mod,
mandsdjærv i Trods du hæver højt din Pande.

Og bærer end kun sparsom Muld
din sejge Klipperyg,
du fostrer dog et Mandekuld,
som du g av Rede tryg,
hvor Lyngen kroges stridt
og Kornet duver blidt,
mens Høstens,Vejr gaar over dine Strande.

Stejl dansk du, staar fra Hedenold,
stormbidt af Hav og Vind,
og fangen under Fremmedvold
dit frie danske Sind
Voldsnæven slog paa Dør,
saa stedse, nu som før,
du fremmerst staar i Stavn for Danmarks Lande.

M.K.Zahrtmann.
»Borringholmerens Historlebog« 1934.

Tusind Aar, før Danmarks Lande

Tusind Aar før Danmarks Lande
haeved’ sig af Havets Bund,
laa i vintergrønne Vande
øen med den stejle Pande
amkret op paa Klippegrund
som en overiset Skude,
milefjernt der østerude.

Gletscherisens Jættehammer
tungt imod dens Spanter slog,
fik den end saa svere Skrammer,
snart dog Foraarssolens Flammer
smelted’ Isen i hver Krog.
Fugletræk fra fjerne Strande
bølged’ over aabne Vande.

Eg fra oldtidsdunkle Skove
klædte Skudens høje Dæk;
Ederfug! fra verden Vove
redte Dun i bred Alkove
Laksen sprang om Bov og Hæk;
Stormfugl skreg om Mastetoppe
Havorn kredsed’ højt deroppe.

Dybt i Lasten Guld i Gemme
højt i Masten ærligt Flag;
om dens Stavn og Ror vi nemme
Evighedens Bølgeslag
Stormomsuset, solberuset
støt den stævner gennem Bruset

Vår Jlijtes så nætter å hæjlluer Stâ

Mel.: Langt højere Bjerge.

Vår hijtes så nætter å hæjlluer Stâ,
som hær imæl Kløpper å Stena.
Hær Blomsterna sjinna i Ænja å Mâ,
å Fâulana, sjynga, i Rerna.
På Âgrana bognar denj dajlista Sæn,
i Lykkjan gå Kjørna i Klæwer te Knæn.

Hær Huzen å Gårana liggja i Strø
å sjinna så pena å granja.
På Sjønj kanj nok Fiskarinj hijta sin Fø,
å Værken gje Arbaj te Manja.
Å kanj vi æni sjæjlan teâuers nâd få,
så kanj’ed nok ævent pånå rabba å.

Å vi, som fikj Jemm på vor bakkua Ø,
vil glæs ver de stora å nætta.
Vort Sprog, vora Minje ska alri uddø,
vi vil dom te Hojbors nu sætta.
Om anra, fikj mera, sletikkje vi sporr,
ve mena om Jemmed å takka derfor.

Otto J. Lund.

Vâutehorrinj

Ded e då nâd forpinenes
å gå å vâuta Kvæjed,
å ner me Mârnmål komma di
inte inu så fæjed.
Jâ synes, ded va bajla gjort
å løvva ner te Horrinj,
di kunje viza Pibelinj
astâ me Mådakorrinj..

Haj! Blakka då, vår ska du hænn?
å Svårtstjærn, vettu vænna!
Di sakkermænskens Rinkarna
jâ ska, nu hænn å gjenna.
Ded va då nâd forpinenes,
jâ slo minj Ånkel å maj!
Se, Blakka å denj Tjyrkallinj,
nu vil di løvva frå maj.

Se nu denj gamla Røryggjan,
nu mâr hon hænn a Korned.
Se, ded va Ræt, jâ ramde’na
ju læje midt på Horned.
Fikj jâ’na fat, jå skuille slå
alt, va jâ kunje Malta,
for d fortjæna di ju âu,
når inte di vil ajta!

Naj, Mârnmåled forgjædda di,
de gjorr di âu så ota.
Jâ kanj nok vedda, Klokkan e
enjhillu âuer åta.
Ja, hon e kansje âuer ni,
ja ded e hon tevissa;
ja, se mæn, se, jâ sâ’d ju nok,
nu begjynja di å bizza.

Men veddan Bølinj ska jâ nu
di bizza ajlevajna,
å når enj så hâr et Snes Kjør,
e’d mer inj enj kanj ajna.
Holloj! Jâ troer livæll, a
di bizza ner a Damminj,
så går jâ jemm å får min Mâd –
stån dær nu ajlesammen!

J. P. Møller.

Vi elsker dig, du kære Ø

Vi elsker dig, du kære Ø,
vor Barndoms trygge Havn,
din stejle Kyst, din dybe Sø
dit gamle, stolte Navn.
Vi elsker dine Bakkedrag
din Fælstavnssang Skærsommerdrag,
din karskeLuft,
din Blomsterduft,
du kære, kære Fødestavn

Vi mindes dine gamble Sagn,
din saga, dine Saar.
Der lyste mangen Frihedsbavn
I bitre Trældomsaar.
Nu kan I Fred vi sammen gaa,
Vor Lykke gor,
Du kære, kære Fødestavn.

Der bæres Bud om Baal og Brand
Fra Kyster, nær og fjern.
Vi beder for vort Fædreland
Om gode Skæbners Værn.
Lad Slæ komme , Slægter gaa,
Vor Friheds Ret vi stoler paa. —
Paa Fremtids Vej
Gud skærme dig,
Du Kære, kære Fødestavn.

H. Hjorth
Af » 10 bornh. Sange « 1939

Vi hâ holt å enjanj

Mel.:Ve Vezzeliroa.

Vi hâ holt å enjanj , frå a vi va små!
Ota tesammen vi i vor Vagga lå,
å mens Gjængan gjik, sin jaurta Gong,
lulla, lulla, lulla, lul – di for vos song.

Å som a vi hâr læjt, spillad Gross å Bojl, —
du va ju altid glâ å så âvansfujl —
kanj du hâusa, når vi majad, fikj,
å vi i jer Lo me varmer Palthest gjik?

Nu kan’jed lada te, Læjinj e frambi.
Alvored mæjler saj, injinj går vel fri.
Lægj din Kjæut som forra op te minj,
å så kanj’ed varra, du får Ro i Sinj.

Margrethe Kofoed.
Af }} Et Sjørnarijsjemm på Børrinjholm«.

Vor gamle Ø, saa støt du staar

Mel.: Du danske Mand.

Vor gamle Ø, saa støt du Staar
paa Sokkel af gras Granit.
Rundt dine Kyster Havet gaar
saa mægtigt, stort og frit.
Snart vugger mod din Grønning
dets blide, kælne Dønning,
snart tordner det, i Brænding,
og Skumsprøjt mod Klippen slaar.

Langs Bakkedrag med stridig Ahl
sig breder den brune Lyng,
med Krans af Siv igennem Dal
gaar Bækkens muntre Slyng,
om Eng og frodig Ager
staar Skoven lys og fager
med ranke, stolte Bøge,
saa frisk og saa sommersval.

Og kaldte Livets, travle Strøm
paa Sønner til Udfærdstog,
en Længsel, vemodsblød og øm,
mod dig dog stedse drog.
Den ulmed’ dybt i Sindet
med Glans fra Barndomsmindet;
du blev for dem derude
den stadige, stille Drøm.

Her stod du gennem tusind Aar
omskyllet af Tidens Flod, –
fra fjerne Fortid Sagn os naar
om Feedres djærve Mod.
— Lad Slægt kun. Slægter følge
som. Bølge, efter Bølge
din vaagne, kække Ungdom
skal raade din Fremtids Kaar.

C. Lyster.

Vor Hjemstavn! Vi priser

Mel.: Naar Vinteren rinder.

Vor Hjemstavn! Vi priser din Styrke, din Pragt!
Din Ager, din Eng, dine Skove,
din Hede, dit Bækfald er Urfjeldets Dragt,
der sitrer og bølger i Havluftens Jagt
over Perlen i Østersøens Vove.

Der sagtens kan findes langt federe Jord
og rigere Vækst over Vange;
vor Hjemstavn’vi elsker som Sønnen sin Mor,
for os er den skønnest blandt Egne i Nord;
vi den priser i Daad og i Sange.

Du formed’ en Saga i Lyst og i Nød
— en Saga, der Livsmodet hæver,
der ildner vort Sind til Begejstringens Glød,
saa ikke alene for Penge og Brød
vi vil krumme til Tag vore Næver.

Her vandtes vel Sejre i Tusindetal
— de fleste i Mark og paa Hede.
Mens Tiderne skifted’ blev vort Ideal
at smykke vor Ø over Fjeld, gennem Dal
med Smaahjem, hvor sig Lykken kan brede.

I Pagt med Naturen, med Tro paa vor Sag
vi Hjemmene bygge og værne,
vi skaber vor Hjemstavn en lysere Dag,
hvor Retfærd skal raade for Mand og for Sag –
derved øges vort Folkelivs Kærne.

Nielsen-Grønvang

Vor Ø

Borrinjholm, vort Jemm du, liggjer
støtt å stark i hemsker Sjø,
Liden væl, i Storma slevved,
ud frå Urtidsfjæjllen revved,
kântu, krænjd – vor Kløppeø.
Mæn bâg Kânt, mæl Blomster vijla,
divast Væjl hâr klârast Kjijla!

Hajnad injom. Krak å Knajla
fåjlar Sæn som injinj Stâ
Fiskjesgujl å Framtidsvaja,
Alminjsmozza stajla Staja:
ait i ét Vorharre gâ. –
Synjan Skâuinj slætte Ænja,
feda Kjør å fullte Pænja!

Borrinjholm, vort Jemm, du vâuser
grøn å granj i Østersjø.
Fria Kår i Modgångsstorma
måtte ajl vor Framfær forma
kântu, krænjd, som du, vor Ø. –
Mæn bâg Kânt, mæl Blomster vijla,
divast Væjl hâr klârast Kjijla!

Ebbe Juul Nieisen

Vor Ø, vort Jemm

Mel.: Bornholm, du prude.

Vor Ø, vort Jemm, så kjæk du står
me Skom mæl Kløppesjær,
når Sjønj så nagger mod daj slår,
som hanj hâr gjort i tuzen År,
å Bodd om Kâmp, for Lived bær
i Storm å Pålannsvær.

Vor Ø, vort Jemm, enj Sommardâ
bler Tiden alri long.
Hær Blomster stå i Ænj å Mâ,
å Borkjen hâr så fina Blâ,
å Fâulana i Krat å Vong
di sjynga, glâ enj Song.

Vor Ø, vort Jemm, så ræj du e,
gjer bodde Brø å Sâul.
Din Jor vil Løn for Arbaj gje,
på Sjbnj kanj Føn âu hijtes me.
Å Lynginj hår så finer Kjåul
å Frø te lidinj Fåul.

Vor Ø, vort Jemm. Din Storjebog
vi inte blojes ver,
hon ska’kje stå i Skammekrog,
men kiænjes, å vær Manj å Pog.
Di Minjen, her ble præntad ner,
vi âu kanj glæ voss ver.

Vor Ø, vort Jemm som liden Prik
på Vardenskårted står.
Vor Moers Sprog, vor Fârsa Sjik
vi lære âu, mens Dâna giik.
Vort Jemm! Dit Navn te Sinjed går
å diva Rødder slår.

Otto J. Lund.

Vort Sprog

Mel.: Mens Nordhavet bruser.

Når Haved går storrnvitt i Pålannsvær,
når Sjøna di bruza å brâga
å mâles te Skom imod Kløpper å Sjær
å kâstes i Dived tebâga -:
Dænj kjækka Rytman i Haveds Song
e bled te Kjærnanj i vort Sprog enj Gong.

Når Lynginj hâr strajt saj så stor å brer
på Bakkana inja i Lanned,
å Vinjen hâr strøjt’inj frå ajle Lér
me Hælsa deruda frå Vanned:
Ænjnu vi mærka i Sprogeds Klong
en Vemodstona frå Lynginjs Song.

Når Bækkjinj hâr løvved vår Sæven sto
me Stjælka så glatta å våda
å snot saj i Ænja me Græz på Mo
i Slyngninjer viltra å kåda:
Hanj lånte Sproged sinj montra Klong,
imens hanj serlad å gle å sprøng.

Når Fjælstauninj sjynger Sjærsommarnat
me Trijler så ømma å bløda,
mens Vijlrosan doftar i duggut Krat,
dænj jemmlia, Tonan vi møda:
Frå Fâulasonginj i Skâu å Vong
dær hente Sproged sinj mijla Klong.

– Så vil vi nu hojla vort Sprog i Ajt,
me Stolthed vi villa bevâra’d;
vi fylka omkrænj’ed en Æresvajt
å jælpes te me å forsvâr’ad.
Frå ong å gammajl, frå Lann, å By
vort gamla Mål ska ble ver å ly.

C. Lyster

SANGE SORTERET EFTER BEGYNDLESES LINIE

Âga te Bys me Broga

Anra Manja

Anra Manja hadde Hatta på,
– minj Manj hadde inte.
Så tâu jâ maj et Pâr gamla Katta
å gjore minj Manj nya Hatta.
Hat, Hat hadde minj Manj.

Anra Manja hadde Krava på,
– minj Manj hadde inte.
Så tâu jâ maj et Pâr gamla Stava
å gjore minj Manj nyer Krava.
Krava, Krava hadde minj Manj.

Anra Manja hadde Frakka på,
– minj Manj hadde inte.
Så tâu jâ maj en gammal Hakka
å gjore minj Manj nya FYakka.
Frak, Frak hadde minj Manj.

Anra Manja hadde Bojser på,
– minj Manj hadde inte.
Så tâu jâ maj et Pâr gamla Ojser
å gjore minj Manj nya Bojser.
Bojser, Bojser hadde mifij Manj.

Anra Manja hadde Stævla på,
– minj Manj hadde inte.
Så tâu jâ maj et Pâr gamla Hævla
å gjore minj Manj nya Stævla.
Stævla, Stævla hadde minj Manj.

Anra Manja hadde Stokk i Hånn,
– minj Manj hadde inte.
Så tâu jå maj et Pâr gamla Blokka
å gjore minj Manj nya Stokka.
Stokk, Stokk hadde mini Mani!

(GI. Skæmtevise.)

Boninj gjikke på Marken å drev

Bonini gjikke på Marken å drev,
tralala-la-la, gjik på Marken å drev,
hanj hijte enj Hâra, som der sodd å snev,
tralala-la-la, tralala.

Å Boninj tâu Hârani me jemm, te saj.
»Se hær, du min Moer, va jâ hâr te daj!«

»Naj sæll’inj hæjler, så e du så rår,
å Pænja få vi, min Jarta Fâr.«

Å Boninj hæn te Præstinj gjik,
enj Sjillinj hanj udå hannem fikj

Men Hârani rapt frå, Præstinj sprong,
å Præstinj floj ætte i Kjâulinj så long!

A Hâranj sjyjIde saj bâg en Ré,
å Præst å Kjâul røj ad Hekkenfeldt te.

(GI. Skæmtevise.)

Boninj hanj red saj i Æjeskâu

Boninj hanj red saj i Æjeskâu,
haj, kom falderide-rallala,
dær så hanj en Kråga, der sodd i et Træ.
Ded dunrar i Boninj,
kom haj, falderi, falderallala!

Boninj hanj spænde sinn Bøssa for Knæd,
så skodd hanj te Krågan, sa hon storte frå Træd

Krågan tâu hanj jemin te sit Huz,
å Tallinj hanj støfte saj tâl Pâr Lyz.

Kjød hanj saltada i Tønjer å Kâr,
så nær som en Sjinjka, hanj gâ te sin Fâr.

Å Huen syde hanj tâl Pâr Sko,
å Kråsinj hanj gjore en Moggeso.

Me Fjærana tajte hanj tâl Rom Huz,
å Gompinj hanj gjore te et Drikkakruz.

Å Hâud hanj gjore enj Kjærkeknap,
å Næbbed hanj gjore enj Tønjetap.

Å Skråved hanj gjore et gongenes Sjev,
haj, kom falderide-rallala,
ded stosta, som nânti på Haved drev.
Ded dunrar i Boninj,
kom haj, falderi, falderallala!

Boninj sâ te Greta i Går

Gl. Skæmtevise.

Boninj sâ te Greta i Går:
Falderi, falderâ!
Vil du inte vâuta mina Får,
falderi, falderâ, vâuta mina Får,
falden!

Greta sâ: Nar, minn gonn gjor jâ i,
for vâuta Får ded kanj jâ’kje li.

Vil du varra minn Konna då?
Så goa Dâ du då ska få.

Naj, min Fâr, om du gâ så en Mark.
Dina Folk du hunjtar, din gamla Knark.

La men ble så dinn Toza, du e,
Falderi, falderâ!
Der e anra, Stå anra Pibla te,
falderi, falderå, anra Pibla te,
falderi!

Bornholm, du dyre Levn i Øst

Bornholm, du dyre Levn i Øst
af fælle,s Fædrejord,
du sidste Klang af østlig Røst
i Modersmaalets Kor,
af Malm i Luer fød
du sprang af Dybets Skød,
Aartusinder før Danmark steg af Vande.

Dig Ild og Is og Tidens Klo
har flænget Skaar ved Skaar,
og Frændehaand og Fjendekno
dig boret dybe Saar.
Dog fast som Klippens Fod
var Ættens Egerod,
ukuet end du løfter højt din Pande.

I samlet Sum du skænket fik
al Nordens Trylleri,
men Danmarks Skælmestunder gik
dig aldrig Dør forbi.
Og som i Dag du staar,
i samme Pagt og Kaar
du skal i Storm og Magsvejr stedse stande.

A. J.
»Jul paa Bornholm« 1933.

Bornholm, du prude